En havesø kan være et paradis – eller et problem
Anlagt på den rigtige måde er en havesø en enestående berigelse for enhver have. Den tiltrækker et væld af dyr og er faktisk ikke meget mere arbejdskrævende at passe end et staudebed. Men anlægges den forkert, ender den hurtigt under et tykt tæppe af alger – og kan i værste fald blive en dødsfælde for de dyr, der søger hen til den.
Det handler om langt mere end blot at grave et hul og lægge en folie i. Allerede i planlægningsfasen er der vigtige overvejelser, du ikke må springe over. Her er de tre mest afgørende fejl, du skal undgå.
Fejl 1: En placering med for meget sol
En havesø hører ikke hjemme på et sted, der ligger i fuld sol hele dagen. Det kan kun fungere med store og frem for alt dybere søer med over en meters vanddybde, hvor vandet ikke varmes op lige så hurtigt. Varmt vand fremmer algevækst og sænker samtidig iltindholdet – vandet bliver grønt, og med tiden kan iltindholdet falde så drastisk, at forrådnelse truer.
Det ideelle sted er en placering i den vandrede skygge fra en bygning eller et hegn. Et træ eller en busk som skyggegiver er naturligvis også velkomment, men det bør ikke stå direkte ved søen. Ellers vil den hvert efterår blive begravet under et tykt lag løv.
Fejl 2: Ingen lavvandsszone
Om sommeren trækker tørstige pindsvin og andre dyr hen til haven, og søen kan ofte være den eneste vandkilde i hele nabolaget – og dermed rent ud sagt livsvigtig for dem. En sø med stejle vægge bliver imidlertid en dødsfælde, da dyrene falder i og ikke kan kravle op igen.
En lavvandszone med sumpplanter og et jævnt skrånende fald er derfor absolut nødvendig som nem udstigningsmulighed. Den fungerer desuden som et ideelt badested for fugle. Kraftigt voksende sumpplanter som sværdliljer, kompakte dunhammere eller svanemærke renser søvandet ved at optage overskydende næringsstoffer og binde dem i bladmassen.
Hvad enten det drejer sig om dunhammere eller åkander – plant aldrig ukontrolleret voksende vildformer i havesøen, men vælg i stedet kompakte arter og sorter. Det reducerer hurtigt plejebehovet betydeligt, og du får mere tid til at nyde søens glinsende vandoverflade i sollyset.
Fejl 3: For mange fisk
For mange havesøejere hører prydsfisk uløseligt sammen med en havesø. Men søen er et lukket system med en konstant cyklus af næringsstoftilførsel, nedbrydning og den deraf følgende plantevækst. Et par fisk er der naturligvis ikke noget i vejen for – men det må ikke gå over gevind.
Via fiskefoderen og fiskenes udskillelser tilføres der løbende næringsstoffer til søen, hvilket bare fremmer algevæksten yderligere. Tilsæt hertil varmt vand, og grøn suppe i stedet for klart vand er nærmest garanteret. Som optimalt fiskeantal regnes to guldfisk pr. kubikmeter søvand – nogle anbefaler også tommelfingerreglen “fem liter vand pr. centimeter fisk.” Da guldfisk vokser sig ret store, ender det på det samme.
For hjemlige fiskearter som bitterling, elritse og løje kan bestanden godt være lidt højere, men disse fisk er til gengæld ikke nær så farvestrålende som guldfisk. Frit flydende vandplanter som krebseklø eller frøbid kan bidrage til at sænke næringsstofindholdet, da de optager næringsstoffer direkte fra vandet og dermed tager dem fra algerne. De kan ganske vist ikke kompensere for alt for mange fisk, men de hører alligevel hjemme i enhver havesø.
