En fugl med personlighed
Grønspætten er en af de mest charmerende fugle, vi har herhjemme. Den morsomme stemme, det grøn-grå-røde fjerdragt og den majestætiske gang, når den søger efter føde på plænen, gør den til en ægte publikumsfavorit. Her er tre interessante fakta om grønspætten, som du måske ikke kendte.
Grønspætten (Picus viridis) er den næststørste spætte efter sortspætten og den tredjehyppigste spætte i Centraleuropa — kun sortspætten og flagspætten er mere udbredte. Hele 90 procent af den samlede verdensbestand lever i Europa, og skøn tyder på, at der findes mellem 590.000 og 1,3 millioner ynglepar på kontinentet. I Tyskland alene anslog man i slutningen af 1990’erne, at bestanden lå på 23.000 til 35.000 ynglepar.
Grønspættens naturlige levesteder — skovområder, større haver og parker — er imidlertid under stigende pres. Bestanden har været let faldende over de seneste årtier, hvilket tidligere placerede arten på advarselslisterne over truede fuglearter. I dag klassificeres den som “ikke truet” af det tyske Røde Liste-center.
1. Grønspætten elsker myrer
Grønspætten er den eneste hjemlige spætte, der næsten udelukkende søger sin føde på jorden. De fleste andre spættearter leder primært efter insekter i og på træer. Grønspættens yndlingsret er myrer — den flyver målrettet hen til bar jord på plæner og brakmarker og opsporer dem der.
Med sit næb udvider den ofte gangene i underjordiske myretuer. Dernæst bruger den sin op til ti centimeter lange tunge til at finde myrerne og deres pupper og spidder dem på tungespidsens hornagtige, modhagforsynede overflade. Grønspætter er særligt aktive myrjægere under opfodringen af ungerne, da afkommet næsten udelukkende fedes op med myrer.
De voksne fugle supplerer dog kosten med mindre mængder af snegle, regnorme, oldenborrelarver, stankelbenlarver og bær.
Om vinteren retter grønspætten opmærksomheden mod skovmyrernes høje, kuppeformede tuer. Den husker præcis, hvor tuerne befinder sig, og finder dem igen selv under et snedække. Når det er nødvendigt, graver den gange gennem sneen og direkte ned i myretuen for at nå de overvintrende myrer indeni.
2. Grønspætten griner
Grønspættens stemme er særdeles markant og svær at forveksle med noget andet. Kaldet lyder som en hæs, vrinsende latter og beskrives fonetisk bedst som “kjü-kjü-kjü”. Det er nærmest umuligt at høre den uden at smile.
Til gengæld er grønspætten ikke nogen ivrig tromler. Når den bearbejder et træstamme, er slagene ret svage og uregelmæssige. Hvor andre spætter bruger kraftige, hurtige trommesekvenser til kommunikation — for eksempel til at markere deres territorium — bruger grønspættens han i stedet sin leende sang til netop det formål.
3. Grønspætten i folkemedicinen
I middelalderens folkemedicin tillagde man grønspættens knogler en medicinsk virkning. De skulle angiveligt have vanddrivende egenskaber og lindre betændelse i nyrer og galdeblære.
Den tyske læge og forfatter Christian Friedrich Samuel Hahnemann satte imidlertid allerede spørgsmålstegn ved denne påstand i slutningen af det 18. århundrede i sit “Apothekerlexikon”. Her skrev han: “De gamle tillagde (forgæves) de tørrede og pulveriserede knogler fra denne fugl en vanddrivende kraft.”
Denne skeptiske bemærkning vidner om, at man selv på Hahnemanns tid begyndte at se kritisk på overleverede folkemedicinske forestillinger — og grønspætten slap dermed fri af sin tvivlsomme medicinske rolle.
