Buksbomviklerens naturlige fjender
- Fugle (spurv, musvit, bogfinke, rødstjert)
- Snyltehvepse
- Brakonhvepse
- Markhvepse
- Spidsmus
- Bacillus thuringiensis
Buksbomvikleren er uden tvivl en af de mest frygtede skadedyr blandt haveentusiaster. Larverne fra denne sommerfugl, der oprindeligt stammer fra Asien, gnaver sig igennem både blade og bark på buksbomme og kan ødelægge planterne så grundigt, at de næsten ikke kan reddes. Opdager du et angreb i din have, bør du handle hurtigt — disse insekter breder sig med foruroligende hast og kan fuldstændig rasere dine planter.
Buksbomvikleren havde næsten ingen naturlige fjender i starten
Oprindeligt kom dette varmekærende skadedyr til Europa via planteimport og spredte sig nordpå langs Rhinen fra Schweiz. Som det er typisk for mange neozoer, vidste den hjemlige fauna simpelthen ikke, hvad den skulle stille op med disse insekter og ignorerede dem stort set. Haveejere fortalte desuden, at de havde observeret fugle, som prøvede at spise larverne — men prompte spyttede dem ud igen. Man formodede dengang, at insekterne oplagrede buksbommens giftige og bitre stoffer i kroppen og derved blev uspiselige for fugle.
I syd aftager plagen langsomt
Nu kommer der imidlertid opmuntrende meldinger fra Østrig, Schweiz og det sydvestlige Tyskland om, at plagen er ved at ebbe ud. Det skyldes dels, at mange haveejere har skilt sig af med deres buksbomme, hvorved larverne simpelthen har mindre føde at finde. Men der er også en anden vigtig erkendelse: Den hjemlige fugleverden er gradvist begyndt at få smag for buksbomviklerlarverne, som nu i stigende grad indgår i den naturlige fødekæde. Også andre naturlige fjender finder mere og mere vej til den grønne buksbomviklerlarve og er med til at holde bestanden nede.
Larverne af buksbomvikleren forårsager betydelige skader på buksbommene
Hvilke fugle spiser buksbomvikleren?
Fugle udgør den største gruppe af naturlige fjender. Det er især spurvene, der ser ud til at have opdaget larverne som en proteinrig og letfanget fødekilde til deres unger. I Sydvesttyskland ser man stadig oftere buksbomhække, der ligefrem belejres af spurve, som systematisk ransager dem for viklerlarver. Også bogfinker, rødstjerter og musvitter prøver i stigende grad lykken som viklerjægere. En kollega fra redaktionen har efter opsætning af mange redekasser nu en stor spurvepopulation i sin have — og hans buksbomhæk klarede den seneste viklersæson helt uden yderligere bekæmpelsestiltag.
Hvilke andre naturlige fjender har buksbomvikleren?
Ud over fugle er der nu observeret mange andre dyr, der har taget buksbomvikleren til sig som føde. Rovedderkoppper samt hvepse og hornetter jager skadedyret i buksbommen. Snyltehvepse lægger deres æg direkte i viklernes æg og ødelægger dem dermed. Brakonhvepsen stikker sine æg ind i eller på larverne med sin læggebrod, hvor afkommet lever af værten — og den angriber også buksbomviklerlarverne. De fredelige markhvepse nyder godt af både den voksne sommerfugl og dens larver. Derudover er spidsmus og tamhøns gode til at bekæmpe vikleren. Løbeænder fortærer ligeledes de proteinrige larver, og selv flagermus er kommet på smag — de jager den nataktive sommerfugl.
I yngletiden er larver særligt eftertragtede blandt sangfugle i haven
Hvordan bekæmper man buksbomvikleren biologisk?
Sørger man for tilstrækkelige redepladser i haven, er der gode chancer for, at den i de seneste år stærkt reducerede spurvebestand kan genvinde fodfæste takket være den nye fødekilde. Det vil på mellemlang sigt sandsynligvis betyde, at buksbomvikleren ikke længere anretter så store skader i naturrige haver og bliver lettere at holde i skak.
Er angrebet dog så kraftigt, at du ikke kan undgå direkte bekæmpelse, bør du vælge biologiske midler som Bacillus thuringiensis. Disse parasitære bakterier findes eksempelvis i præparatet “XenTari” og er ufarlige for fugle. Larverne dør, efter at de har indtaget bakterien.
Ofte hjælper det også blot at gennemblæse buksbomhækkene med en højtryksrenser en gang imellem for effektivt at bekæmpe vikleren. På den måde fjernes larverne også fra hækkens indre, hvor fuglene normalt ikke kan nå dem. Feromonfælder opfanger de voksne sommerfugle, inden de når at lægge æg, og giver samtidig et godt billede af angrebets omfang.
