Svaler er truede fugle i vores kulturlandskab
Svaler er velkomne gæster i vores nærhed. Disse mesterlige flyvere tilbagelægger hvert år over 4.000 kilometer, når de flyver til deres vinterkvarter i Afrika og vender tilbage om foråret. I dag er både bysvalen, landsvalen og digesvalen opført på den røde liste som truede arter.
Tilbagegangen fra 1980 til 2016 var alarmerende: Bysvalebestanden faldt med hele 44 procent, mens landsvalebestanden gik tilbage med 26 procent. Den vigtigste årsag er, at der i dag er langt færre insekter end for ti eller tyve år siden. Hertil kommer manglen på egnede redepladser. Her er tre spændende kendsgerninger om disse sarte fugle.
Fakt 1: Svaler er vanedyr
Svaler er bemærkelsesværdigt trofaste over for deres redeplads. De bygger ikke et nyt rede hvert år, men vender tværtimod tilbage til det gamle. Det kræver simpelthen langt mindre energi at reparere et eksisterende rede end at bygge et helt nyt fra bunden.
Opdager svalerne ved hjemkomsten til Danmark, at deres rede er væk, begynder de at bygge nyt omkring midten af april. Byggeriet tager godt fire uger, og herefter lægger hunnen æg i perioden fra midten af maj til midten af juni. Bysvalen lægger tre til fem æg, mens landsvalen kan lægge op til seks.
Ved godt vejr varer rugetiden to uger. Er vejret koldt og regnfuldt, kan rugeperioden strække sig op til tre uger. De fleste svalekyllinger klækkes i juni. Derefter fodres og opdrages ungerne af begge forældre i op til fire uger. Selv efter at ungerne er flyvefærdige, fortsætter de omsorgsfulde forældre med at forsyne dem med insekter i yderligere en til to uger.
Når den første kuld har forladt reden, ruger svalerne en gang til omkring midten af juli. Landsvaler kan under særlig gunstige vejrforhold endda ruge op til tre gange om året. Dette sker dog kun, hvis der er tilstrækkeligt med insekter tilgængelige ved redepladsen. En svalefamilie har nemlig brug for omkring 250.000 insekter om året.
Fakt 2: Svaler er tæt knyttet til mennesker
Svaler har en dyb forbindelse til menneskenes verden og er tilpasset menneskeskabte omgivelser. De har byttet deres oprindelige redepladser ved klippefulde stejlkyster ud med stalde og husvægge. Bysvalen bygger sit rede på ydersiden af bygninger, mens landsvalen foretrækker at bygge inden for fx i kvægstalde, hvilket også har givet den tilnavnet “staldsvalenÔÇØ.
Desværre bliver mulighederne for at finde en egnet redeplads færre år for år. Husejere fjerner regelmæssigt rederne, og moderne stalde er så tæt forseglede, at svalerne slet ikke kan komme ind og finde ly.
Fakt 3: Svalernes reder er ikke ens
Svaler tilpasser deres redebygning efter vejrforhold og de lokale omgivelser. En bysvales rede, der er udsat for regn og vind udefra, er opbygget af 700 til 1.500 små lerklumper. Adgang til lerjord, hvorfra de kan hente byggemateriale, er derfor en forudsætning for, at bysvaler overhovedet slår sig ned i et område.
Bysvalens rede er næsten fuldstændig lukket. Det sidder typisk under tagskæg eller fremspring i muren på et så beskyttet sted som muligt. Det lille indflyvningshul er den eneste åbning i hele reden.
Landsvalen, også kaldet stallsvalen, bygger derimod inden for i lukkede rum. Den sparer sig for et beskyttende tag over reden og former i stedet en opadvendt, åben skål. Den foretrukne placering er højt oppe i bygningen og i sikker afstand fra staldvogter og mennesker.
