Giftige planter i haven og naturen
I haven og i den vilde natur finder vi masser af planter, der er smukke – men farlige. Nogle ligner endda spiselige planter så meget, at selv voksne kan tage fejl. Her præsenterer vi de mest farlige giftige planter, du bør kunne genkende.
De fleste giftige planter stammer fra troperne og subtroperne, men også herhjemme er der en række arter med et alvorligt farepotentiale. Mange af dem dyrkes som prydplanter i haver eller tiltrækker sig opmærksomhed med deres smukke udseende. Andre er særligt farlige, fordi de ligner spiselige planter eller danner frugter, der ser lokkende ud for børn.
Første hjælp ved plantegiftforgiftning
Der findes sjældent effektive modgifte mod plante-giftcocktails. Den vigtigste akutte foranstaltning – ud over straks at ringe til alarmcentralen med information om plantegiftforgiftning – er at give medicinsk kul, da det binder giftstofferne i kroppen.
Har du børn, er det afgørende at have medicinsk kul i granulat- eller tabletform i hjemmeapoteket og at vide, hvordan det bruges. Ved forgiftninger tæller hvert eneste minut. Har du set, hvad dit barn har spist, og kan du ikke identificere planten med sikkerhed, så tag en prøve med til skadestuen.
Disse planter er giftige
Tidselbast (Daphne mezereum)
Den ægte tidselbast træffes i løv- og blandingsskove i naturen, men bruges også gerne som haveplante. Den trives bedst i kalkholdig, humusrig jord. Den op til en meter høje busk er karakteristisk ved sine lyserøde blomster, der fremkommer fra februar til april og spreder en kraftig duft. I juli og august følger de røde bær, der ligner ribs i form og farve – og det er netop dette, der gør planten farlig for børn.
Giften er primært koncentreret i bærrenes frø og i barkens, nemlig mezerin (frø) og daphnetoxin (bark). Spises plantedele, opstår der hurtigt en brænden i munden, efterfulgt af hævelse af tunge, læber og slimhinder. Dernæst følger mavekramper, opkastning og diarré samt svimmelhed og hovedpine. Kropstemperatur og puls stiger kraftigt, og til sidst kan tilstanden ende med kredsløbskollaps. Den dødelige dosis anses for at være 4–5 bær for børn og 10–12 for voksne.
Efterårskrokus (Colchicum autumnale)
Denne lille løgplante vokser primært på fugtige enge i Mellem-, Vest- og Sydeuropa. Dens blomster, der spænder fra rosa til lilla, dukker frem fra august til oktober og ligner den safranskrokus, der blomstrer samtidig. Bladene kommer først frem om foråret og forveksles let med de spiselige ramsløgblade – og det er her faren opstår.
Plantens gift, colchicin, minder om arsen og er dødelig allerede i små mængder. Spises frøene (2–5 gram er allerede dødelige), viser de første forgiftningssymptomer sig efter cirka seks timer som synkebesvær og en brændende fornemmelse i hals og mund. Dernæst følger opkastning, mavekramper, kraftig diarré, faldende blodtryk og sænket kropstemperatur. Efter én til to dage indtræder døden ved åndedrætslammelse.
Kæmpejordskok (Heracleum mantegazzianum)
Når den er fuldt udvokset, er denne kortlivede staude umulig at overse – allerede i sit andet leveår når den en højde på 2–4 meter. Den trives bedst på fugtig, kalkholdig jord, men er i øvrigt meget nøjsom. For enden af skuddene danner planten store skærmblomster med en diameter på 30–50 centimeter, og de kraftigt takkede flertrådede blade kan nå op til en meters størrelse.
Plantens saft kan i kombination med sollys forårsage svære, ekstremt smertefulde forbrændinger på huden, der er meget langsomme om at hele. Årsagen er de fototoksiske furokumariner i plantesaften. Det er særligt legende børn samt hus- og vildtdyr, der er i farezonen. Plantegifte, der dræber, hører dog ikke til billedet her.
Guldregn (Laburnum anagyroides)
Det lille træ, der oprindeligt stammer fra Sydeuropa, har været dyrket som prydplante i århundreder på grund af sine dekorative gule blomsterklaser. I haver og parker giver det anledning til forgiftninger, fordi guldregn danner sine frugter i bælge, der ligner ærter og bønner. Legende børn tror derfor, at kernerne er spiselige.
I hele planten – men særligt i bælgene – er alkaloiderne cytisin, laburnin, laburamin og N-methylcytisin ansamlet. For børn anses den dødelige dosis for at ligge ved 3–5 bælge (10–15 frø). Giftstofferne virker i første omgang stimulerende på centralnervesystemet, men vender derefter om og lamrammer den forgiftede. Forløbet inkluderer brænden i mund og svælg, kraftig tørst, opkastning, mavekramper, ophidselsestilstande, delirium, muskelkramper og til sidst – ved en dødelig dosis – fuldstændig kropslamning. Døden indtræder ved åndedrætslammelse.
Galnebær (Atropa belladonna)
Galnebær findes primært i og ved løv- og blandingsskove med kalkholdig jord. Den op til to meter høje staude danner klokkeformede, rødbrunede blomster fra juni til september, og fra august til september modner de 1–2 centimeter store bær, der skifter farve fra grøn (umoden) til sort (moden).
Plantens vigtigste giftstoffer er atropin, scopolamin og L-hyoscyamin, der er koncentreret stærkest i roden. Det lumske er, at frugterne smager sødligt behageligt og derfor ikke udløser en afvisningsreaktion hos børn. Allerede 3–4 bær kan være dødelige for børn (10–12 for voksne).
De første symptomer inkluderer udvidede pupiller, rødme i ansigtet, tørre slimhinder og forhøjet puls. Dernæst følger taleforstyrrelser, stemningsudsving, hallucinationer og bevægetrang. Stærke kramper og pulsvariationer er ligeledes typiske. Bevidstløshed indtræder, ansigtsfarven skifter fra rød til blå, og kropstemperaturen falder under normalen. Herefter er der kun to muligheder: enten overlever kroppen – eller patienten dør af åndedrætslammelse i koma.
Benved (Euonymus europaeus)
Denne hjemmehørende busk kan nå op til seks meters højde og vokser primært i skove og skovkanter med fugtig lerjord. Efter blomstringen i maj-juni dannes intenst orangerøde, firlappede kapsler, som åbner sig ved fuld modenhed og frigiver frøene. De farverige og sjovt formede frugter tiltrækker børn og havner hyppigt i munden.
Det primære giftstof er alkaloiden evonin. En forgiftning er ikke let at opdage, fordi de første symptomer først viser sig efter omkring 15 timer. Forgiftningen medfører opkastning, diarré og mavekramper. Heldigvis er den dødelige dosis relativt høj – 30–40 frugter – hvorfor dødelige ulykker er sjældne.
Taks (Taxus baccata)
I naturen foretrækker taksen kalkholdig jord og blandingsskove, men den bruges også flittigt i haver som hæk eller til grønne skulpturer på grund af sin gode klippetolerance. For børn er de røde, slimagtige frøhylstre særligt interessante – og heldigvis er de den eneste ugiftige del af planten.
Alle andre plantedele indeholder det stærkt giftige alkaloid taxin. Indtagelse af blot 50 taksnåle betragtes som livstruende. Forgiftninger er sjældne hos mennesker, men forekommer hyppigere hos husdyr som kvæg og heste. Der er rapporter om, at selv hudkontakt med snitflader eller sammenklemte nåle kan udløse lette forgiftningssymptomer. Efter ca. en time opstår opkastning, diarré, svimmelhed, kramper, pupilforstørrelse og bevidstløshed. Hjertefrekvensen stiger kortvarigt kraftigt og falder derefter. Døden kan indtræde ved hjertestop efter ca. 90 minutter.
Ricinus (Ricinus communis)
Denne staude, der oprindeligt stammer fra Afrika, optræder herhjemme primært som prydplante. Den er indført på grund af sin interessante bladfarve, bladform og iøjnefaldende frugtstand. Stænglerne er gennemgående rødbrunede, de blågrønne blade er håndfladede og kan nå en diameter på en meter.
Ricinus blomstrer fra juli til september og danner derefter frø i de hunlige blomster. Disse indeholder det stærkt giftige protein ricin, der allerede i en dosis på 25 milligram anses for dødelig – svarende til ét enkelt frø. Ligesom med galnebær er det farlige, at frøene smager godt og ikke sender et advarselsignal fra munden. Forgiftningen medfører opkastning, kramper, diarré, svimmelhed samt betændelse i nyrerne og sammenklæbning af de røde blodlegemer, hvilket udløser blodpropper. Døden indtræder efter cirka to dage.
Liljekonval (Convallaria majalis)
Den lille robuste forårsblomst når ca. 30 centimeters højde og bruges gerne som prydplante på grund af sine smukke hvide blomster. Liljekonval vokser desuden naturligt i løv- og blandingsskove. Faren ved planten er – ligesom med efterårskrokusen – forvekslingen med ramsløg, som den ikke sjældent vokser side om side med. Det er derfor vigtigt at lære at skelne de to planter fra hinanden.
Liljekonval blomstrer fra april til juni og danner fra juli til september små, ca. fem millimeter store, røde bær. Hele planten er giftig og indeholder en bred vifte af glykosider, herunder convallatoxol, convallatoxin, convallosid og desglucocheirotoxin. Ved forgiftning opstår opkastning, diarré og kramper efterfulgt af svimmelhed, synsforstyrrelser, sløvhed og kraftig vandladning. Giftstofferne påvirker hjertet intenst og kan føre til hjerterytmeforstyrrelser, blodtryksudsving og i ekstreme tilfælde hjertestop.
Stormhat (Aconitum napellus)
Stormhat vokser primært i skovrige bjergegne, på fugtige enge og langs bækbredder, men findes også i mange prydshaver på grund af sin dekorative virkning. Plantens navn stammer fra blomsternes form, der med lidt fantasi minder om gladiatorhjelme eller ridderhjelme. Gamle navne som “gedebanet” eller “kvælerurt” afslører klart, at man bør holde god afstand til denne plante.
Stormhat er den giftigste plante i Europa. Allerede 2–4 gram fra knolden udgør en dødelig dosis. Planten indeholder ikke bare ét giftstof, men en hel cocktail af toksiske diterpen-alkaloider, herunder aconitin, benzoylnaponin, lyaconitin, hypaconitin og neopellin. Særligt farlig er aconitin, da dette alkaloid er et kontaktgift, der kan optages gennem huden og slimhinderne. Uforsigtigt haveworkere har oplevet lette forgiftningssymptomer som følelsesløshed i huden og hjertebanken blot ved at røre rodknolden. Ved en dødelig dosis indtræder døden typisk inden for tre timer ved åndedrætslammelse og hjertestop.
