Myrer som husdyrholdere
Mennesker har holdt husdyr i årtusinder. Men vi er faktisk ikke de eneste – myrer holder også deres egne “husdyr”, nemlig bladlus. Og grunden er overraskende enkel: bladlusene producerer noget, som myrerne er vildt begejstrede for.
Det, myrerne efterstræber, hedder honningdug – et sødt stof, som bladlusene udskiller som et affaldsprodukt. For at producere det stikker bladlusene deres mundværktøj ind i planternes sivæv og suger saft op, der primært består af kulhydrater og kun meget lidt aminosyrer.
Aminosyrerne – byggestenene i proteiner – er det, bladlusene egentlig er interesserede i. Men da saften indeholder så lidt af dem, må bladlusene suge enorme mængder væske ind, og alt det overflødige sukker udskilles som honningdug.
Sådan skaffer myrerne honningdug
Myrerne bruger den sukkerholdige honningdug til at ernære sig selv og deres larver. Tiltrukket af den søde duft stimulerer myrerne aktivt bladlusene til at afgive honningdug ved at betrille dem med deres antenner. Bladlusen reagerer ved at udskille en klar, gylden dråbe, som myren straks slikker til sig.
Frisk honningdug er langt lettere at optage end tørret – når sukkersaften stivner på en overflade, har myrerne svært ved at få den med sig. Når en myres kro er fyldt op, vender den tilbage til kolonien og fordeler det søde stof blandt sine fæller.
Nogle forskere mener desuden, at visse bladlusarter er helt afhængige af myrernes hjælp, da de ellers ville drukne i deres eget flydende ekskrement. Det er dog ikke alle myrearter, der besidder denne evne – den tilskrives særligt den sorte og den brune vejemyre.
Til gengæld for honningduggen beskytter myrerne bladluskolonierne mod fjender. Og fjender er der mange af: mariehøns, snyltehvepse og guldøjer – herunder deres larver – er alle ivrige bladlusjægere.
Symbiose eller slaveri?
Forholdet mellem myrer og bladlus beskrives normalt som en symbiose, fordi begge arter drager fordel af samlivet. Men engelske biologer stiller spørgsmålstegn ved den idylliske fortolkning.
Ifølge dem udsender myrerne kemiske signalstoffer, der gør det sværere for bladlusene at bevæge sig. På den måde holder myrerne lettere styr på deres “honningdug-hjord”. Nogle gange går de endnu videre: de bider vingerne af flyvefærdige bladlus og begrænser dermed deres bevægelsesfrihed. Kemiske stoffer ser desuden ud til at hæmme udviklingen af vinger hos bladlusene.
Sydøstasiatiske myrer går et skridt videre og transporterer regelmæssigt deres bladlus til nye fourageringssteder. Med munddelene bærer de bladlusene hen til friske planter med masser af saft. Er udbyttet stort, hentes der endnu flere bladlus til det nye sted.
