Hvad er en måren – og hvilken art møder vi oftest?
Mårfamilien (Mustelidae) er bemærkelsesværdigt stor og tæller ildere, oddere, stinkdyr, jærve, væsler, mink, grævlinger og mange andre. Når vi herhjemme taler om “mår”, mener vi næsten altid stenmarderen (Martes foina), for det er netop den, der søger nærhed til mennesker og dermed skaber problemer i garager og hønsegårde.
Den lejlighedsvist sete skovmår (Martes martes) holder sig derimod primært til skoven og holder afstand. Stenmarderen er det modsatte – den er en såkaldt kulturfølger. Den holder ingen vinterdvale og er aktiv hele året rundt. Man finder det livlige dyr i byer, skure, haver og under hustage.
Hvor farlig er mårderen egentlig?
Den gode nyhed er, at mårder ikke hører til de vildtlevende dyr, der overfører sygdomme til mennesker eller husdyr. I modsætning til for eksempel ræven eller mårhunden er der ifølge en undersøgelse fra Dyrlægehøjskolen i Hannover ikke påvist menneskesmittende parasitter som bændelorm eller spolorm hos stenmarderen.
Staupevirussen er et problem, da den kan overføres fra vildtlevende dyr til husdyr. Rabies betragtes derimod i dag som udryddet og udgør ingen reel trussel. Mårder er heller ikke angrebslystne over for mennesker – ved et møde vil de lynhurtigt trykke sig væk. Alligevel er dyrene på ingen måde ufarlige i hus og have, og mange steder regnes de for skadedyr, når de dukker op i menneskenes nærhed.
Hvad spiser mårder?
Mårder tilhører de hundeartige rovdyr. Deres spidse tænder og kraftige kæber er ideelt tilpasset til jagt på pattedyr, fisk og insekter. Stenmarderen er en af de få mårdyrsarter, der ikke udelukkende lever af kød eller fisk – den er altæder.
Den fanger små til mellemstore pattedyr og fugle. Om sommeren supplerer den gerne kosten med bær, frugter og rødder. I naturen gør stenmarderen sig upopulær som redestyver – den rydder villigt fuglereder og egernboer og skåner heller ikke forældrene. Om vinteren hjælper den sig selv fra fuglefoderstationer.
Mårderen i haven
Da mårder er relativt usky og primært aktive om natten, bryder de gerne ind i private haver. Stenmarderen angriber endda dyr, der er større end den selv – eksempelvis kaniner eller høns. Panikslående høns eller duer i et indhegnet rum kan ende i et massedrab, fordi mårderen reagerer på et instinktivt dræberefleks, der udløses af de angste fugles reaktioner.
Gnavere og fjerkræ i udhuse bør derfor sikres grundigt mod mårderangreb fra alle sider. Huskatten hører til stenmarderens bitreste fjender. Især i parringssæsonen kan mårderen være meget aggressiv og give selv markant større katte alvorlige sår. Marderbid og -ridser betændes let, da dyrenes kløer og tænder bærer mange bakterier. Bring altid en kat, der bærer spor efter kamp med en mår, til dyrlægen, så sårene kan renses ordentligt.
Hvorfor gnaver mårder på kabler?
En anden vane hos stenmarderen kan være direkte farlig for mennesker: den har for vane at bide i kabler og tætningsgummi på køretøjer. Denne særlige uvane har givet dyret tilnavnet “bilmår”. Det handler faktisk ikke om en forkærlighed for smagen eller lugten af gummi- og plastikdele, som man længe troede. Varmen under motorhjelmen tiltrækker dem heller ikke.
Det er derimod reviradfærd, der driver mårderen til at herje i motorrummet. Har en tidligere mårder efterladt sin duftmærkning i bilen, forsøger det næste dyr at fjerne disse spor. Biddet og ridsen er altså en aggressiv reaktion på rivalens territoriekrav – og det er bilens ejer, der lider skaden.
Hvis ledninger som kølevandsslangerl eller bremseslanger beskadiges under dette revirduel, kan det føre til alvorlige defekter og betydelige sikkerhedsrisici. Forsikringsstatistikken registrerede 217.000 mårskader i 2020. Bemærk: Jo mere bilen flyttes rundt, desto større er risikoen for skade – for det er bilen, der bevæger sig mellem mårderterritorier, ikke omvendt.
Mårderen under taget
Et tredje problem med stenmarderen er dens manglende sky adfærd. Stenmarderen graver ikke sine egne skjulesteder, men anlægger bo i forladte huler eller i andre dyrs bygninger. Loftsrum, beklædninger, skure og terrasser er velkomne tilflugtsrum for de smidige dyr.
Takket være den slanke krop og det lille hoved kan mårder slippe igennem de mindste åbninger. Kattelemme er en direkte invitation. En mårerbolig kan normalt spores via natlige lyde som skraben eller hostende lyde samt efterladenskaber, da mårderen typisk aflægger ekskrementer samme sted. Under redebyggeriet roter dyrene i isoleringmateriale, laver huller i beklædninger, afsætter urin og ekskrementer og slæber ådsler og redemateriale ind – hvilket kan medføre materialeskader og kraftig lugtgene.
Hvordan beskytter man sig mod mårder?
Udendørs gælder det om at sikre indhegninger, terrasser og redskabsskure med tætmasket kaninnet. Særlig bunden skal forsegles, da dyrene kan grave – men også klatre og springe. Smådyrsindhegninger bør derfor altid have et overdækket tag, hvilket ikke bare beskytter mod mård og ræv, men også mod rovfugle.
Til køretøjer findes der en lang række elektroniske skræmmeanordninger, der ved hjælp af lyde, vibrationer eller strøm skal holde mårder på afstand. Hjemmeråd som hundehår eller klostenbruser har ingen dokumenteret effekt mod disse dyr.
Har en mår først fundet vej ind i huset, er råd dyre. Den eneste praktiske løsning er at lukke dyrenes adgangsveje. Professionelle skadedyrsbekæmpere hjælper med at finde gangene. At fange en mår levende er ingen let opgave og er kun tilladt for autoriserede jægere. At slå en mår ihjel er ifølge dyreværnsloven forbudt – undtagelser gælder kun for jægere uden for fredsningsperioden.
