Kiwier kan sagtens trives i din have
Kiwier er slyngplanter, der skaber eksotisk stemning i haven med deres lodne frugter. Sætter du en ung plante i jorden, må du dog bevæbne dig med tålmodighed – det tager ofte tre til fire år, før du kan høste dine første hjemmedyrkede kiwier.
Udvikler frugterne sig kun til en lille størrelse, eller udebliver de helt, er skuffelsen til at føle på. Men med et par enkle forholdsregler undgår du de typiske faldgruber og får haven til at bære frugt – bogstaveligt talt.
Fejl 1: Ingen hanplante som bestøver
Venter du forgæves på, at din kiwiplante sætter frugt? Årsagen kan være, at en hanplante mangler. Kiwier er tvebo planter, hvilket betyder, at en enkelt plante enten bærer udelukkende han- eller hunblomster. Frugterne dannes ud fra hunblomsterne – men kun hvis der også er en hanplante i nærheden, som leverer pollen til bestøvningen.
Hanplanten bør placeres højst fire meter fra hunplanten for at sikre en effektiv bestøvning. Der findes også selvbefrugtende sorter, som bærer begge typer blomster. Selv i disse tilfælde anbefales det at plante to kiwier for at øge frugtsætningen.
Hvis insekterne er fraværende, når de hjulformede blomster åbner sig – typisk mellem maj og juli – kan den erfarne hobbygartner selv tage opgaven på sig og bestøve blomsterne manuelt.
Fejl 2: Ingen beskæring
For at fremme dannelsen af frugtbærende skud og holde planten i skak er regelmæssig beskæring en vigtig plejeforanstaltning. Beskæringen begynder fra det tredje år efter plantning: Skær om sommeren de frugtbærende skud tilbage med cirka en tredjedel. Der bør efterlades seks til otte blade på hvert skud – dette har en positiv effekt på frugtmodningen.
En anden omgang beskæring foretages i sen vinter: Skær afbåret frugtved tilbage til stumper på fem centimeters længde. Skud, der én gang har båret frugt, danner nemlig ikke nye blomster. Sørg for at lade tilstrækkeligt mange etårige skud, som endnu ikke har sat frugt, stå tilbage.
For at frugtskuddene får nok sol, bør planten også udtyndes løbende. Det indebærer, at skud der vokser ud over espallieret fjernes. Da blomsteranlæggene i gamle ranker svækkes med tiden, bør de fornyes hvert tredje til fjerde år.
Fejl 3: At glemme kiwien ved frost
Storfrugtige kiwier trives bedst i milde egne og på læbeskyttede voksesteder. Selvom de fleste kiwisorter regnes som vinterhårdfør, er det klogt at give nyplantede, unge kiwier vinterbeskyttelse i starten.
Om foråret er det friske skud særligt udsatte for nattefrost. Dæk dem i god tid til med jute eller havefleece. Er planten efterhånden for stor til denne løsning, og fryser skuddene alligevel tilbage, bør du give planten lidt tid – den kan godt skyde ud igen, men høstudbyttet kan i så fald blive lavere.
De såkaldte mini-kiwier er mere frosttolerante end deres storvoksne slægtninge. Afhængigt af sort og oprindelse overlever de temperaturer på ned til minus 20 til minus 35 grader Celsius. Men også her er det en fordel at beskytte de unge skud mod sene frostperioder.
Kiwier har desuden en forholdsvis lang modningstid. Afhængigt af sort og region strækker høsten sig helt ind i sensommeren og efteråret, og ikke alle frugter når at modne fuldt ud inden de første kraftige nattefrost. Frugterne tåler gerne en let frost, men de bør plukkes, inden temperaturen falder yderligere, for at undgå frostskader. Lad dem eftermodne indenfor – når de bliver bløde, er de klar til at spise.
