En farverig fugl med charme
Grønspætten (Picus viridis) er en af Mellemeuropas mest fascinerende spætter. Den er den næststørste spæt efter sortspætten og den tredjemest udbredte spæt i regionen – kun sortspætten og flagspætten er hyppigere. Hele 90 procent af den samlede bestand lever i Europa, og her skønnes det, at der findes mellem 590.000 og 1,3 millioner ynglepar.
I Tyskland anslår ældre opgørelser fra slutningen af 1990’erne, at bestanden lå på mellem 23.000 og 35.000 ynglepar. Grønspættens naturlige levesteder – skovområder, større haver og parker – er dog under stigende pres. Bestanden har været svagt faldende over de seneste årtier, og fuglen stod tidligere på forvarslingslisten over truede arter. I dag klassificeres den som “ikke truet” af det tyske Rote-Liste-Zentrum.
1. Grønspætten elsker myrer
Grønspætten er den eneste hjemlige spæt, der næsten udelukkende søger føde på jorden. De fleste andre spætter finder deres insekter i og på træer. Myrer er grønspættens absolutte yndlingsret. Den flyver målrettet mod bare pletter i græs eller på brakmarker og sporer insekterne op der.
Ofte udvider grønspætten med sit næb gangene i den underjordiske myretue. Med sin op til ti centimeter lange tunge mærker den myrer og pupper og spidder dem på tungespidsens hornagtige, modhagede overflade. Særligt ivrigt jager grønspætterne myrer under ungeudklækning, da afkommet næsten udelukkende fodres med myrer. De voksne fugle spiser dog også mindre mængder snegle, regnorme, larver og bær.
Om vinteren skifter grønspætten fokus til skovmyrernes store, bakkede tuer. Den husker præcis, hvor tuerne befinder sig – og finder dem igen, selv når de er dækket af sne. Er det nødvendigt, graver den sig direkte gennem sneen og ned i tuen for at nå de myrer, der overvintrer inde i den.
2. Grønspætten griner
Grønspætten har en særdeles markant stemme. Kaldet lyder som et hæst, vrinskende latter og kan fonetisk bedst beskrives som “kjü-kjü-kjü”. Det er ikke ligefrem en flittig trommler – når den bearbejder træstammer, er slagene temmelig svage og uregelmæssige.
Mens andre spætter bruger hurtige, kraftige trommerytmer til at kommunikere og markere territorium, bruger grønspættens han sin latterlignende sang til netop det samme formål. Det gør den til en fugl, man langt lettere hører end ser.
3. Grønspætten i folkemedicinen
I middelalderens folkemedicin blev grønspættens knogler tilskrevet en medicinsk virkning. Man mente, at de var vanddrivende og kunne lindre betændelse i nyrer og galdeblære. Den tyske læge og forfatter Christian Friedrich Samuel Hahnemann satte allerede i slutningen af 1700-tallet spørgsmålstegn ved denne virkning i sit “Apothekerlexikon”.
“De tørrede og pulveriserede knogler fra denne fugl tillagde de gamle (forgæves) en vanddrivende kraft,” skrev han deri. Hahnemann afviste altså effekten som ubeviselig – en kritisk holdning, der var usædvanlig for sin tid.
