Hvad er maggikraut egentlig?
Liebstöckel er det rigtige navn på den plante, vi i daglig tale kalder maggikraut – det botaniske navn er Levisticum officinale. Betegnelsen “maggikraut” slog igennem i begyndelsen af det 20. århundrede, fordi plantens aroma minder påfaldende om den kryddersovs, Julius Maggi sammensatte i 1886, og som i årevis stod fremme på gæstgiveriernes borde.
Det er egentlig bemærkelsesværdigt, at dette kælenavn er blevet så udbredt. Planten har trods alt været kendt i mere end 2.000 år – hos Plinius hed den “Ligusticum”, altså “den der stammer fra Ligurien”. Og en lille kuriositet: Liebstöckel indgår slet ikke i Maggis suppekrydderi!
En flerårig staude med imponerende vækst
Liebstöckel er en robust flerårig staude med en dybtgående rod. Om sommeren kan planten nå op til to meters højde, og de hule, ribbede stængler forgrener sig først relativt højt oppe. Bladene er dybt inddelte og takket, og i højsommeren tiltrækker skærmblomsternes nektaren et mylder af insekter.
Om efteråret dannes der små brune spaltefrugter, som fugle elsker at spise om vinteren. Lad derfor mindst en del af blomsterstilkene stå – i de hule rør overvintrer og yngler desuden talrige insekter. Det er nok at klippe stænglerne ned i marts det følgende år. Skåret i passende stykker kan de lægges i et insekthotel eller blot bindes sammen og placeres i solen, til insekterne er klækket. Liebstöckel er med andre ord ikke blot velsmagende – urten er også økologisk værdifuld og en reel gevinst for enhver have. Den der vil dyrke maggikraut selv, bør mærke sig følgende råd.
Råd 1: Maggikraut kræver plads og trives bedst under fede forhold
Køber man unge planter, ser de til at begynde med ret beskedne ud. Men når målet er op til to meters højde og en meters bredde, er det tydeligt, at maggikraut har brug for ordentlig plads. Liebstöckel trives i sol eller halvskygge og foretrækker en næringsrig jord med en pH-værdi i den basiske ende af skalaen.
Fugt er noget, planten sætter stor pris på. Roden skal ligeledes have plads til at brede sig, så jorden bør løsnes grundigt i dybden inden plantning. Dyrkes urten i krukke, bør man vælge en dyb beholder. Hold planten jævnt fugtig – men undgå de to yderpunkter, for hverken udtørring eller vandmætning tåler liebstöckel særlig godt, og den forsvinder hurtigt ved sådanne forhold.
Maggikraut bryder sig heller ikke om naboplanter, der trænger sig på. Om vinteren bør både krukke- og bedseksemplarer dækkes til med løv eller granris. Når planten skyder igen om foråret, er det tid til at gøde den kraftige storforbruger med kompost.
Fra en lille ung plante kan man nemt opdrætte en anselig liebstöckel-staude. Urten har brug for rigeligt med plads for at trives.
Råd 2: Formerering fra frø
Lader man liebstöckel sætte frugter, falder der rigelige mængder frø af. Disse kan sås direkte i tidlig efterår eller i maj det følgende år. Frøene dækkes kun ganske let med jord og trykkes forsigtigt ned. Den ideelle spiringstemperatur ligger mellem 18 og 22 graders Celsius.
Man behøver ikke mange frø, for én enkelt staude kan sagtens forsyne en hel husstand – overskydende unge planter kan man glæde naboer og venner med. Spirede frøplanter udtyndes til et afstand på 50 gange 50 centimeter. Det er også muligt at forkulturere liebstöckel fra marts under glas.
Råd 3: Formerering ved deling
Med tiden udvikler liebstöckelens rodstok sig til noget kraftfuldt med mange forgreninger. Det gør det let at dele planten og på den måde skaffe nye eksemplarer. Grav rodstokken op om efteråret eller foråret, og del den med en skarp spade. Yngre rodballer kan man også skære i stykker med en kniv.
Uanset om man vælger frø eller deling som formeringsmetode, er liebstöckel en taknemmelig plante, der belønner den opmærksomme haveejer med både kulinarisk og økologisk værdi år efter år.
