En familie i Grindsted tog en fugleunge under vingerne
I tre uger har Maj Elbæk Iversen, hendes mand og deres søn brugt tid og kræfter på at passe en lille gråspurv. Den nyfundne familiemedlem kom til verden under ret usædvanlige omstændigheder – familien stødte på den i deres baghave, helt uden fjer og alene.
De valgte at tage den ind og give den mad, og langsomt men sikkert begyndte fuglen at vokse sig større.
– Jeg kan simpelthen ikke bare lade den ligge og dø, siger Maj Elbæk Iversen.
Hvad bør man egentlig gøre?
Det er netop nu højsæson for fugleyngel i Danmark, og chancen for at støde på en fugleunge på jorden er derfor større end nogensinde. Men hvad er det rigtige at gøre i sådan en situation?
Peter Gravlund, biolog hos Dyrenes Beskyttelse, har et klart råd: lad dem være i fred – medmindre fuglen befinder sig i direkte fare.
– Det er allerbedst at lade dem være. Hvis der er fare på færde, kan man godt flytte dem lidt, men ikke mere end nødvendigt, forklarer han.
Hvornår er ungen blevet forladt?
Forældrene holder typisk øje med deres afkom og reagerer på ungens pippende lyde. Hvis der derimod går flere timer uden tegn på forældrene, er det sandsynligt, at ungen er blevet forladt.
– Man kan altid ringe til Dyrenes Beskyttelse på 1812 og få professionel rådgivning, understreger Peter Gravlund.
Det kan faktisk gøre mere skade end gavn
I Danmark er det ulovligt at tage visse fuglearter ind, for eksempel rovfugle. Men småfugle som gråspurve er ikke beskyttet på samme måde juridisk set – det er altså ikke forbudt.
Alligevel advarer biologen mod at handle på impuls.
– Det er lidt en bjørnetjeneste, siger Peter Gravlund.
Hans pointe er, at en fugleunge, der er vokset op hos mennesker, sjældent vil klare sig i naturen bagefter. Spørgsmålet man må stille sig selv er, om man er villig til at påtage sig rollen som fuglepasser resten af dyrets liv.
– Den vil sandsynligvis ikke kunne leve som andre fugle. Hvad er det egentlig, man redder? siger biologen.
Naturens gang
Det er langt fra alle fugle, der overlever det første leveår. For mange ender de som føde for andre dyr – og det er ifølge eksperten netop sådan, det skal være.
– Det er naturens gang, siger Peter Gravlund.
Det kan måske virke hårdt, men det er en vigtig påmindelse om, at selv den mest velmenende indgriben ikke altid er den bedste hjælp et vildt dyr kan få.
