Smukke, men farlige: Giftige planter i haven og naturen
I haven og i den fri natur findes der mange planter, som er smukke at se på – men som faktisk er giftige. Og nogle af dem ligner spiselige planter så meget, at selv erfarne haveejere kan tage fejl. Den giftige sorte natskygge minder for eksempel stærkt om sin slægtning tomaten.
Netop derfor er det afgørende at kende disse planter og vide, hvordan man omgås dem ansvarligt. Her er de farligste giftige planter, du bør holde øje med.
Hvad gør du ved forgiftning med giftige planter?
I de fleste tilfælde findes der ingen effektive modgifte mod planternes giftstofcocktails. Ring straks til alarmcentralen og oplys præcist, hvilken plante der er tale om. Giv derefter medicinsk trækul, da det binder giftstofferne i kroppen.
Har du børn, er det vigtigt at have medicinsk trækul i granulat- eller tabletform liggende i medicinskabet – og at sætte sig ind i brugen på forhånd. Ved forgiftninger tæller hvert minut. Har du set, hvad dit barn har spist, men kan ikke identificere planten med sikkerhed, så tag en plantedel med til skadestuen.
Disse planter er giftige
Seidelbast (Daphne mezereum)
Seidelbast vokser naturligt i løv- og blandingsskove og er desuden en populær haveplante. Den trives bedst i kalkrig, humusholdig jord. Den op til én meter høje busk er kendt for sine lyserøde blomster, der fremkommer fra februar til april og spreder en kraftig duft. Fra juli til august afløses blomsterne af røde bær, der i form og farve minder forbavsende meget om ribs – og det er præcis dér, faren ligger for børn.
Giftstofferne er primært koncentreret i frøene og i plantens bark. De to vigtigste giftstoffer hedder mezerin (frø) og daphnetoxin (bark). Spises plantedele, opstår der hurtigt en brændende fornemmelse i munden efterfulgt af hævelse af tunge, læber og slimhinder. Derefter følger mavekramper, opkastning og diarré samt svimmelhed og hovedpine som følge af giftens påvirkning af centralnervesystemet og nyrerne. Legemstemperaturen og hjertefrekvensen stiger kraftigt, og til sidst kan kredsløbskollaps føre til døden. Fire til fem bær betragtes som dødelig dosis for børn, ti til tolv for voksne.
Efterårstidløs (Colchicum autumnale)
Denne lille løgplante findes primært på fugtige enge i Mellem-, Vest- og Sydeuropa. Dens blomster i lyserøde og lilla nuancer viser sig fra august til oktober og ligner den safrankrokus, der blomstrer på samme tidspunkt. Bladene dukker først frem om foråret og forveksles nemt med ramsløg – en fejl, der kan have alvorlige konsekvenser.
Plantens gift, colchicin, minder om arsen og er dødelig selv i meget små mængder. To til fem gram frø er nok til at slå ihjel. De første forgiftningssymptomer viser sig efter cirka seks timer som synkebesvær og en brændende fornemmelse i hals og mund. Herefter følger opkastning, mavekramper, kraftig diarré og et fald i blodtryk og kropstemperatur. Døden indtræder ved åndedrætslammelse efter én til to dage.
Kæmpe-bjørneklo (Heracleum mantegazzianum)
Udfoldet er denne kortlevede staude umulig at overse – allerede i sit andet vækstår når den en højde på to til fire meter. Den foretrækker fugtig, kalkrig jord, men er i øvrigt meget nøjsom. Ved skuddenes ender dannes store skærmblomster med en diameter på 30 til 50 centimeter, og de stærkt takkede, fligede blade kan nå op til en meters størrelse. Stængelens diameter ved roden kan nå op til ti centimeter og er prikket med røde pletter.
Det imponerende udseende var sandsynligvis årsagen til, at planten engang blev indført som prydplante fra Kaukasus. I dag har den spredt sig kraftigt i naturen. Direkte dødelige forgiftninger forekommer ikke, men plantens saft kan i kontakt med sollys forårsage svære, smertefulde forbrændinger på huden, der heler meget langsomt. De skyldige stoffer er fototoksiske furocumariner. Særligt udsatte er legende børn samt hus- og vildtlevende dyr.
Guldregn (Laburnum anagyroides)
Det lille træ, der stammer fra det sydlige Europa, dyrkes som prydplante på grund af sine dekorative gule blomsterknipper. I haver og parker er det netop her, at de fleste forgiftningstilfælde opstår hos små børn. Grunden er enkel: Guldregn sætter frugter i bælge, der ligner ærter og bønner. Legende børn tror, at kernerne er spiselige. I hele planten – men primært i bælgene – er alkaloiderne cytisin, laburnin, laburamin og N-methylcytisin ansamlet.
For børn er tre til fem bælge (ti til femten frø) en potentielt dødelig dosis. Giftstofferne virker først stimulerende på centralnervesystemet, derefter slår dette om og lammer kroppen. I den første time opstår de sædvanlige forsvarsreaktioner: brænden i mund og svælg, kraftig tørst, opkastning, mavekramper og forhøjet kropstemperatur. Videre ses ophidselsestilstande og delirium. Pupillerne udvider sig, muskelkramper opstår, og ved en dødelig dosis kan det ende med fuldstændig kropsparalyse og åndedrætslammelse.
Galnebær (Atropa belladonna)
Galnebær vokser primært i løv- og blandingsskove med kalkrig jord og kan nå op til to meters højde. Fra juni til september dannes klokkeformede, rødbrunlige blomster med gule indre og mørkerøde årer. Fra august til september modnes bærrene, der skifter farve fra grøn (umoden) til sort (moden). Plantens vigtigste giftstoffer er atropin, scopolamin og L-hyoscyamin, med den højeste koncentration i roden.
Det farlige ved galnebær er, at frugterne smager sødt og behageligt, så børn ikke afskrækkes. Allerede tre til fire bær kan være dødelige for børn (ti til tolv for voksne). De første symptomer er udvidede pupiller, rødme i ansigtet, tørre slimhinder og øget puls. Herefter kan der opstå taleforstyrrelser, humørsvingninger, hallucinationer og bevægelsestvang. Stærke kramper, bevidstløshed og et fald i kropstemperatur følger. Enten genopretter kroppen sig selv, eller patienten dør af åndedrætslammelse i koma.
Benved (Euonymus europaeus)
Denne hjemlige busk kan nå seks meters højde og vokser primært i skove og skovbryn med fugtig lerjord. Efter blomstring i maj-juni dannes intenst orangerøde, firlappede kapsler, som åbner sig ved fuld modenhed og frigiver frøene. Disse iøjnefaldende frugter er en stor farekilde for børn. Giftens vigtigste bestanddel er alkaloiden evonin.
En forgiftning med benved er svær at opdage, fordi de første symptomer først viser sig efter cirka 15 timer. Forgiftningen giver sig til kende som opkastning, diarré og mavekramper. Heldigvis er den dødelige dosis relativt høj – 30 til 40 frugter – hvilket gør dødelige ulykker sjældne.
Taks (Taxus baccata)
I naturen foretrækker taksen kalkrig jord og blandingsskove. Det op til 20 meter høje nåletræ bruges ofte i haven som hæk eller til dekorative skulpturer på grund af dets klippevenlige egenskaber. Børn tiltrækkes især af de røde, slimede frøhylstre – heldigvis den eneste ugiftige del af planten. Alle øvrige plantedele indeholder det stærkt giftige alkaloid taxin. Indtagelse af blot 50 taksnåle anses allerede som livstruende.
Der foreligger beretninger om, at selv hudkontakt med snitflader eller knuste nåle kan fremkalde lette forgiftningssymptomer. Efter cirka en time opstår opkastning, diarré, svimmelhed, kramper, pupilforstørrelse og bevidstløshed. Hjertefrekvensen stiger kortvarigt kraftigt og falder derefter. Efter ca. 90 minutter kan døden indtræde ved hjertesvigt.
Ricinus (Ricinus communis)
Denne staude, der stammer fra Afrika, dyrkes hos os primært som prydplante på grund af sit interessante bladværk og de iøjnefaldende frugtstande. Stænglerne er gennemgående rødbrunlige, de blågrønne blade er håndformede og kan nå en meters diameter. De iøjnefaldende frugtstande er opdelt i to niveauer med intenst røde, kugleformede hunblomster øverst og de mindre hanblomster med gule støvdragere nedenunder.
Ricinus blomstrer fra juli til september og danner derefter frø, der indeholder det stærkt giftige protein ricin. Allerede 25 milligram – svarende til ét frø – betragtes som dødelig dosis. Ligesom galnebær udgør frøenes behagelige smag en særlig fare. Ud over de sædvanlige forgiftningsreaktioner som opkastning, kramper og diarré opstår der svimmelhed, nyrebetændelse og sammenklæbning af de røde blodlegemer, som kan udløse blodpropper. Døden indtræder efter ca. to dage.
Liljekonval (Convallaria majalis)
Den lille, robuste forårsblomst når cirka 30 centimeters højde og bruges gerne som prydplante på grund af sine smukke hvide blomster. Liljekonval vokser naturligt i hele Danmark og foretrækker løv- og blandingsskove. Den vigtigste fare er – ligesom ved efterårstidløs – forveksling med ramsløg, som den ikke sjældent vokser side om side med. Liljekonval blomstrer fra april til juni og sætter fra juli til september små, ca. fem millimeter store røde bær.
Hele planten er giftig og indeholder en omfangsrig cocktail af glykosider, herunder convallatoxol, convallatoxin, convallosid og desglucocheirotoxin. En forgiftning – som særligt kan ske i ramsløgssæsonen – giver opkastning, diarré og kramper. Herefter følger svimmelhed, synsforstyrrelser, sløvhed og kraftig vandladning. Giftstofferne påvirker hjertet intenst og kan føre til hjerterytmeforstyrrelser, blodtryksudsving og i yderste tilfælde hjertestop.
Stormhat (Aconitum napellus)
Stormhat vokser primært i skovrige bjergegne, på fugtige enge og langs åbredder, men bruges også som prydplante i mange haver. Plantens navn skyldes blomsternes form, der med lidt fantasi minder om gladiatorer- eller ridderhjelme. Gamle navne som “gedeban” og “kvæleren” afslører hurtigt, at man bør holde sig på afstand. Stormhat er den giftigste plante i Europa.
Allerede to til fire gram fra knolden udgør en dødelig dosis. Stormhat indeholder ikke blot ét giftstof, men en hel cocktail af toksiske diterpen-alkaloider, herunder aconitin, benzoylnaponin, lyaconitin, hypaconitin og neopellin. Særligt farligt er aconitinet, da det er et kontaktgift, der kan optages gennem huden og slimhinderne. Uopmærksomme haveejere har oplevet bedøvelse af huden og hjertebanken blot ved at berøre rodknolden. Nås en dødelig dosis, indtræder døden oftest inden for tre timer ved åndedrætslammelse og hjertestop.
