Grønspætten er en fascinerende fugl med en ganske særlig charme. Dens usædvanlige stemme, det grøn-grå-røde fjerdragt og den stadsende gang, når den leder efter mad på plænen, gør den til en sand publikumsfavorit. Her er tre interessante fakta om grønspætten, som du sikkert ikke kendte.
Om grønspættens udbredelse
Grønspætten (Picus viridis) er den næststørste spætte i Mellemeuropa efter sortspætten, og den er den tredjemest udbredte spætte efter stor flagspætte og sortspætte. Hele 90 procent af dens samlede bestand lever i Europa, og der skønnes at være mellem 590.000 og 1,3 millioner ynglepar på kontinentet. I Tyskland anslås bestanden til 23.000–35.000 ynglepar – tal der stammer fra slutningen af 1990’erne.
Grønspættens naturlige levesteder er skovområder, større haver og parker, men disse er under stadig stigende pres. Bestanden har gennem de seneste årtier vist en svag tilbagegang, og fuglen har tidligere figureret på advarselslistens rødliste over truede arter. I dag klassificeres den dog som ikke truet af det tyske Rødlistecenter.
1. Grønspætten elsker myrer
Grønspætten er den eneste hjemmehørende spætte, der næsten udelukkende søger føde på jorden. De fleste andre spætter finder insekter i og på træstammer, men grønspætten flyver målrettet mod bare pletter i græsplæner og brakmarker for at jage myrer.
Med næbbet udvider den gange i det underjordiske myreanlæg, og med sin op til ti centimeter lange tunge finder den myrerne og deres pupper og spidder dem på tungespidsens hornagtige hager. Under opfødningen af ungerne er grønspætten særligt ivrig efter at jage myrer, da ungerne næsten udelukkende fodres med myrer. De voksne fugle supplerer dog kosten med snegle, regnorme, larver og bær i begrænset omfang.
Om vinteren skifter grønspætten fokus til skovmyrernes høje, kuppeformede boliger. Den husker deres placering og finder dem igen, selv når de er dækket af sne. Når det er nødvendigt, graver den gange ned gennem sneen og ind i myretuerne for at nå de overvintrende myrer indeni.
2. Grønspætten griner
Grønspætten har en uhyre markant stemme, som det er svært at forveksle med noget andet. Kaldet lyder som en hæs, vrinskende latter og kan fonetisk bedst beskrives som et “kjü-kjü-kjü”. Det er en lyd, der hænger i luften og uundgåeligt tiltrækker opmærksomheden.
Til gengæld er grønspætten ikke nogen flittig tromler. Når den arbejder på en træstamme, er slagene relativt svage og uregelmæssige. Mens andre spætter bruger hurtige, høje trommerytmer til at markere territorium og kommunikere, bruger grønspættens han i stedet sin karakteristiske latterlyde til netop disse formål.
3. Grønspætten i folkemedicinen
I middelalderens folkemedicin blev grønspættens knogler tilskrevet en medicinsk virkning. Man mente, at de havde vanddrivende egenskaber og kunne lindre betændelser i nyrer og galdeblære.
Den tyske læge og forfatter Christian Friedrich Samuel Hahnemann satte dog allerede i slutningen af 1700-tallet spørgsmålstegn ved denne påstand i sit “Apothekerlexikon”. Her skrev han: “De tørrede og pulveriserede knogler af denne fugl tillagde de gamle (forgæves) en vanddrivende kraft.” En tidlig – og skarp – kritik af datidens medicinske forestillinger.
