Myrer holder bladlus som husdyr
Mennesker har holdt husdyr i årtusinder – men vi er langtfra de eneste. Myrer holder nemlig også “husdyr”, og det er bladlusene. Grunden er enkel: bladlusene producerer noget, som myrerne er vilde med. Det søde stof kaldes honningdug, og det er et affaldsprodukt fra bladlusenes fordøjelse.
Bladlusene stikker deres mundværktøj ned i planternes sivæv og suger en saft op, der primært består af kulhydrater og i langt mindre grad af aminosyrer. Det er netop aminosyrerne – byggestenene i proteiner – som bladlusene er interesserede i. Da saften indeholder meget lidt af disse, udskilles en stor mængde overskydende sukker. Det er dette sukker, vi kalder honningdug.
Sådan skaffer myrerne sig honningdug
Myrerne bruger den sukkerholdige honningdug til at ernære sig selv og deres afkom. Tiltrukket af duften opfordrer de direkte bladlusene til at afgive honningdug ved at “kildre” dem med deres antenner. Bladlusene reagerer ved at udskille det eftertragtede stof som en klar, gullig dråbe, som myrerne øjeblikkeligt kan slikke i sig.
Frisk “malket” honningdug er langt nemmest at optage – når sukkersaften tørrer ind på en overflade, har myrerne meget sværere ved at få den med sig. Når en myre har fyldt sin “mavepose”, vender den tilbage til kolonien for at dele den søde saft med de andre.
Nogle forskere mener desuden, at visse bladlusarter faktisk er afhængige af myrernes hjælp, da de ellers risikerer at drukne i deres eget flydende affald. Det er dog ikke alle myrarter, der besidder denne evne. Særligt sort skovmyre og brun vejmyre er kendt for at “malke” bladlus på denne måde.
Myrernes beskyttelse af bladlusene
Til gengæld for honningduggen beskytter myrerne bladluskolonierne mod deres naturlige fjender. Og fjenderne er mange:
- Marihøns – klassiske rovinsekter der æder bladlus i store mængder
- Snyltehvepse – der lægger æg i bladlusene
- Guldøjer og deres larver – effektive bladlus-rovdyr
Myrerne jager aktivt disse fjender væk og holder dermed deres “hjord” i live og produktiv.
Symbiose eller slaveri?
Forholdet mellem myrer og bladlus beskrives sædvanligvis som en symbiose, da begge arter drager fordel af samlivet. Engelske biologer stiller dog spørgsmålstegn ved denne beskrivelse. De mener, at myrerne afgiver signalstoffer, der hæmmer bladlusenes bevægelsesfrihed – og dermed gør det lettere at holde “honningdughjorden” samlet.
Nogle gange går myrerne endnu mere brutalt til værks. De bider vingerne af flyvedygtige bladlus for at begrænse deres bevægelse, og kemiske stoffer ser desuden ud til at forhindre, at der overhovedet udvikles vinger hos bladlusene.
Sydøstasiatiske myrearter går endnu videre. De transporterer deres bladlus med mundværktøjet til helt nye steder, hvor der er friske, saftrige planter. Viser det sig at være et godt sted, hentes endnu flere bladlus til den nye “græsgang”.
