Hvad er den rigtige hegnplante til din have?
At finde den ideelle hegnplante til netop dine jord- og vækstforhold er langtfra en simpel opgave. Inden du træffer dit valg, er der en række vigtige spørgsmål, du bør stille dig selv.
Ønsker du en hurtigtvoksende plante, der til gengæld kræver klipning to gange om året? Eller foretrækker du et noget dyrere hegn, der ser flot ud med blot én klipning om året, men som tager længere tid om at nå den ønskede højde? Har du besværlig jord, hvor kun nøjsomme buske trives? Og skal hegnet holde sig tæt og uigennemsigtigt hele vinteren, eller må det godt miste bladene om efteråret?
For at gøre dit valg lettere præsenterer vi her de tolv vigtigste hegnplanter med alle deres fordele og ulemper.
De 12 bedste hegnplanter til dit læhegn
1. Taks (Taxus baccata)
Taksen hører til de mest langlivede hegnplanter og kan ved god pleje nemt blive over 1.000 år gammel. Den egner sig til hegn på én til fire meters højde og trives på alle ikke alt for tørre jorde. Dette hjemlige nåletræ er stedsegrønt, vokser i både sol og skygge og klarer sig fint selv i kraftigt gennemrodede jorde under store træer.
Da taks vokser meget langsomt, skal den kun klippes én gang om året. Til gengæld tager det relativt lang tid, før den udgør et fuldt læhegn. Alle plantedele inklusive frøkernen er meget giftige – dog ikke den røde frøkappe. På solrige pladser kan taksen lejlighedsvis få frostskader. Ud over vildarten betragtes den friskgrønne, opret voksende krydsning ‘Hicksii’ (Taxus x media) som en af de bedste hegnsorter.
2. Almindelig thuja / Vestlig livstræ (Thuja occidentalis)
Det vestlige livstræ egner sig til hegn på to til fire meters højde på solrige voksesteder med humusrig, moderat fugtig jord. Det stedsegrønne træ er overordentlig frostfast og vindstærkt og danner et meget tæt læhegn.
De prisvenlige planter vokser hurtigt og når øjenhøjde på få år. For at de kan forgrene sig godt og danne en ensartet, tæt væg, bør de dog klippes to gange om året. Plant livstræer kun i tilstrækkeligt fugtig, velventileret jord – ved tørke eller vandstagnation angribes enkeltplanter let af svampe og dør oftest helt. Efter kraftig beskæring vil livstræer ikke grønnes igen, så det er vigtigt at holde klipperytmen. Sorten ‘Smaragd’ regnes som en af de bedste hegnsorter, da den bevarer sin grønne farve om vinteren.
3. Lawsons cypres / Skencypres (Chamaecyparis lawsoniana)
Lawsons cypres ligner livstræet i bladgivning, men dens bladskæl er lidt mere filigranagtige, og grenene vokser mere opret. Den er velegnet til hegn på to til fire meters højde og trives bedst på solrige til halvskygge voksesteder med moderat fugtig jord.
Der findes en stor sortsvarietet i gule, blå og grønne farvetoner. Lawsons cypres er lidt mere skyggetolerant end livstræet, men ellers med lignende egenskaber. Den tåler ikke kraftig tilbageskæring og er desuden mere vind- og frostfølsom end livstræet. For de fleste sorter klarer man sig med én klipning om året. En af de bedste hegnsorter er den blågrønne ‘Columnaris’.
4. Kirsebærlaurel (Prunus laurocerasus)
Kirsebærlaurel er en stedsegrøn busk tilhørende samme botaniske slægt som kirsebær og blommer. Afhængigt af sorten egner den sig til én til to meter høje hegn i sol og skygge, og den stiller ingen særlige krav til jordbunden – den tåler tørke og vokser endda i rodflettet jord under høje træer.
Med sine kraftige, blanke blade er et kirsebærlaurelhegn fremragende til mediterrant indrettede haver. Hegnene bliver relativt brede og bør klippes mindst én gang om året – helst med en håndhæksaks, da den elektriske hæksaks beskadiger bladene kraftigt. På stærkt solbelyste steder kan der opstå frostskader på klare, kolde vinterdage, men disse vokser hurtigt ud igen. Til læhegn egner kun bestemte, opret voksende sorter sig, f.eks. ‘Herbergii’ eller, i milde klimaer, ‘Rotundifolia’.
5. Almindelig kristtorn / Stedsegrøn kristtorn (Ilex aquifolium)
Den stedsegrønne kristtorn er en hjemlig skovplante, der egner sig til én til to meter høje hegn. Den trives bedst på halvskygge, lidt beskyttede steder med løs, humusrig jord. Den er ikke ideel til meget kolde egne, da især de brogetbladede sorter er frostfølsomme.
Da alle Ilex-sorter vokser langsomt, er de relativt dyre. Til gengæld klarer de sig med én klipning om året – ligesom kirsebærlaurel bedst med håndhæksaks. Især ved de kraftigt tornede sorter som ‘Alaska’ er klipningen dog ikke nogen fornøjelse. Ud over det dekorative løv er de lysende røde eller gule bær på hunplanterne et blikfang. En ulempe er, at de fleste kristtornsorter ofte angribes af kristtornminefluen. De bedste hegnsorter er frostfaste selektioner som ‘Siberia’ eller ‘Heckenstar’ (Ilex x meserveae).
6. Liguster (Ligustrum vulgare)
Liguster er en hjemlig, sommer- til vintergrøn busk, der er overordentlig robust og regenerationsdygtig. Den egner sig til én til tre meter høje hegn og er meget tilpasningsdygtig med hensyn til voksested og jordtype.
Liguster vokser meget hurtigt og bør derfor klippes to gange om året. Planterne er tilsvarende prisvenlige og lader sig let formere ved stiklingsskæring. Ligusterhegn er meget populære som redesteder for fugle, og de sorte, giftige bær er en vigtig fødekilde for de fjerede venner. Ulemperne er en tendens til at danne rodskud samt det tætte rodnet, som kan gøre livet svært for naboplanter. I strenge vintre mister liguster sit løv og yder da intet læhegn. Sorten ‘Atrovirens’ og den ovalbladede liguster (Ligustrum ovalifolium) holder bedre på bladene om vinteren.
7. Buksbom (Buxus sempervirens)
Buksbom var allerede i middelalderen udbredt i talrige slotshaver som hegn eller indfatning. Den egner sig primært til lave hegn op til én meters højde – ønsker man et to meter højt læhegn, kræver det adskillige års tålmodighed. Jorden bør være humus- og næringsrig, gennemtrængelig og ikke for tør. Buksbom trives i solrige til skyggefulde havepartier.
Buksbom vokser langsomt og bliver med årene meget tæt. Den klarer sig typisk med én tilbageskæring om året og er ligesom taksen meget langlivet og klippefast. Desværre har buksbomtørv forårsaget af svampen Cylindrocladium buxicola skabt store problemer i mange historiske parkanlæg de seneste ca. 20 år. Buksbommåler (Glyphodes perspectalis) er ligeledes en frygtet skadegører. Til lave indfatninger egner sorterne ‘Suffruticosa’ og ‘Blauer Heinz’ sig godt, til højere hegn plantes bedst vildarten Buxus sempervirens.
8. Rødbok (Fagus sylvatica)
Rødbok og den rødblædet blodbok (Fagus sylvatica var. purpurea) er meget langlivede hegnplanter til solrige til skyggefulde havepartier og næringsrig, ikke alt for tør jord. De egner sig til hegnshøjder fra halvanden til fire meter og derover.
Bøge vokser raskt og er meget skyggetolerante, hvilket gør det muligt at forme relativt smalle, høje hegn af dem. De bør bringes i form to gange om året og tåler om nødvendigt kraftige tilbageskæringer helt ned til stammen. Bladene har en blank overflade og antager en gullig-orange farve om efteråret. Da bladene hænger længe på grenene, yder de sommerlvsgrønne bøge et acceptabelt læhegn selv om vinteren. Bøgens rødder er meget følsomme: De tåler hverken jordfyld eller vandstagnation.
9. Avnbøg (Carpinus betulus)
Avnbøg – også kaldt hvidbok på grund af sit lyse træ – er ikke en ægte bøg, men tilhører birkeplantefamilien. Den er langt mere robust og nøjsom end sin navnefælle og bruges til halvanden til fire meter høje hegn. Den vokser i sol og skygge og tåler midlertidigt endda både tørke og vandstagnation.
Ligesom bøgen bør den hurtigt voksende avnbøg bringes i form to gange om året. Den er overordentlig klippetålig, og dens sommergrønne løv giver værdifuldt humus. Det antager en bleg okkergul farve om efteråret og falder tidligere af end bøgens, hvorfor et avnbøgehegn kan blive ret gennemsigtigt om vinteren. Avnbøg er relativt modtagelig for ægte meldug og ikke så langlivet som rødbok. Der findes ingen særlige hegnsorter.
10. Navretræ / Vildahorn (Acer campestre)
Vildahornet er en smuk hegnplante til naturnære haver. Det hjemlige træ foretrækker solrige til let skyggefulde voksesteder og stiller ingen særlige krav til jordbunden – dog tåler det ikke meget våde og sure jorde. Det kan bruges til to til fire meter høje hegn.
Det prisvenlige vildahorn vokser meget hurtigt og bør klippes to gange om året. Det tåler også kraftige tilbageskæringer i det såkaldte gammelt træ. Tørke og varme generer det robuste træ lige så lidt som kraftige vinde. Om efteråret farves det sommergrønne løv guldgult og falder kort efter af, hvilket gør vildahornet uegnet som helårligt læhegn. En æstetisk gene er ægte meldug, som vildahornet er meget modtageligt for. Fugle elsker det som redested netop på grund af dets vilde vækstform.
11. Thunbergs berberis (Berberis thunbergii)
Thunbergs berberis er en sommergrøn berberisart, der hyppigt plantes som hegn. Den vokser relativt svagt og egner sig til én til halvanden meter høje hegn. Ideelt er et solrigt voksested med humusrig, ikke alt for tør jord.
Med sine lange, spidse torne er denne berberisart et førsteklasses valg, når man vil beskytte sin grund mod ubudne gæster som f.eks. naboernes hunde og katte. Som læhegn egner den sig dog kun i begrænset omfang på grund af sin ringe højde. Selvom den ikke vokser særlig hurtigt, bør den klippes to gange om året for at undgå, at den bliver for bred eller skaller af forneden. Det skarlagenrøde efterårsløv er et pragtfuldt syn – det samme gælder de koralrøde, spiselige frugter, som sidder på grenene langt ind i vinteren og udgør en vigtig fuglefødekilde. Ud over vildarten med grønne blade findes der også rødbladede varianter som f.eks. sorten ‘Atropurpurea’.
12. Glansmispel (Photinia x fraseri)
Glansmispler er stedsegrønne hegnplanter, der vinder stadig større popularitet. Særligt velegnede som hegn er den brogetbladede krydsning ‘Pink Marble’ samt ‘Red Robin’ (Photinia x fraseri) med iøjnefaldende rødt løvspring om foråret.
De bredt buskede buske er stedsegrønne samt tørke- og varmetålende. Desuden stiller de kun ringe krav til jordbunden og egner sig for eksempel meget godt som læhegn i mediterrane haver. Den største ulempe er, at glansmispler er lidt frostfølsomme og derfor kun anbefales til vintermilde egne. De er desuden lidt dyrere end den udseendemæssigt ret lignende kirsebærlaurel og er modtagelige for ildsot, en uhelbredelig, anmeldepligtig bakterieinfektion. Den årlige tilvækst ligger på 20 til 30 centimeter, pr. meter er der behov for to til tre planter (størrelse 60 til 80 cm), og den optimale hegnshøjde er én til to meter.
Hvornår bør man plante et hegn?
Vil du plante et hegn, bør du helst gøre det i det tidlige efterår. Hegnplanterne slår rødder ved gunstige vejrforhold inden vinteren og vokser næste år hurtigere end et hegn, der først sættes i foråret.
Sæt stedsegrønne, lettere frostfølsomme planter som kirsebærlaurel, taks eller glanzmispel dog ikke for sent på året – de kan tage alvorlig skade om vinteren, hvis de endnu ikke er ordentligt rodfæstet. For disse er foråret det bedste plantningstidspunkt. Hegnplanter med potteballe kan du dog sagtens sætte i løbet af sommeren, hvis du vander buskene grundigt i de efterfølgende uger ved tørke.
Video: Sådan anlægger du et blomstrende hegn
Synes du, at stedsegrønne hegn er for kedelige? Så overvej at anlægge et blomstrende hegn. Det er et farverigt og naturvenligt alternativ, der tiltrækker insekter og fugle og giver haven et levende præg hele sæsonen igennem.
