En familie med mange ansigter
Mårdyrfamilien (Mustelidae) er bemærkelsesværdig stor og tæller blandt andet ilder, odder, stinkdyr og jærv – samt væsler, mink, grævlinge og meget mere. Når man herhjemme taler om “måren”, mener man som regel stenmåren (Martes foina), for det er netop denne art, der søger nærheden til mennesker og skaber ravage i garager og hønsegårde.
Skovmåren (Martes martes) ses lejlighedsvis, men foretrækker skoven og holder afstand. Stenmåren er derimod en såkaldt kulturfølger. Den holder ingen vinterdvale og er på farten hele året – man finder den i byer, skure, haver og under hustage. Som hønstyv, katteskræk og kabelbider har stenmåren et skidt ry. Men kan disse dyr egentlig udgøre en reel fare for mennesker og husdyr?
Hvor farlig er måren egentlig?
Den gode nyhed er, at måren ikke hører til de vilde dyr, der smitter mennesker eller husdyr med sygdomme. I modsætning til eksempelvis ræven eller mårhunden er der ifølge en undersøgelse fra Tierärztliche Hochschule Hannover ikke påvist parasitter hos stenmåren – hverken bændelorme eller spoleorme – der kan overføres til mennesker.
Et reelt problem er dog sygepestvirussen (Staupe), som vilde dyr kan overføre til husdyr. Rabies betragtes til gengæld som udryddet i Danmark og udgør derfor ingen trussel. Måren er heller ikke aggressiv over for mennesker – ved en konfrontation vil den forsøge at forsvinde så hurtigt som muligt. Alligevel er disse dyr ikke ufarlige i have og hus. Særligt for vilde havddyr, husdyr og køretøjer udgør måren en alvorlig trussel, og mange steder regnes den for et skadedyr, når den dukker op i menneskenes nærhed.
Hvad spiser måren?
Mårdyr tilhører ordenen hundeagtige rovdyr. Deres spidse tænder og kraftige kæber er perfekt tilpasset til jagt på pattedyr, fisk og insekter. Stenmåren er en af de få mårarder, der ikke udelukkende spiser kød eller fisk – den er altæder. Den fanger mindre til mellemstore pattedyr og fugle, og om sommeren supplerer den gerne kosten med bær, frugter og rødder.
I naturen er stenmåren berygtet som redesænger. Den tømmer gerne fugle- og egernreder og skåner heller ikke forældrene. Om vinteren benytter disse klatreredskaber sig også gerne af fuglefodringsstationer.
Måren i haven
Fordi stenmåren er relativt usky og primært aktiv om natten, bryder den gerne ind i private haver. Den er i stand til at nedlægge dyr, der er større end den selv – for eksempel kaniner eller høns. Panikslående fugle i et hønsehus kan ende i et massakre, fordi måren reagerer på en nedarvret drabsinstinkt, som de skræmte fugle trigger.
Gnavere og fjerkræ i udendørs stalde bør derfor beskyttes solidt mod måreangreb fra alle sider. Huskatten er stenmårens bitre fjende. Særligt i parringstiden kan måren være meget aggressiv og påføre selv markant større katte alvorlige skader. Mærebid og -kradsmærker inficeres let, da dyrenes kløer og tænder er fyldt med bakterier. Tag altid en kat, der bærer spor af kamp med en mår, til dyrlægen, så sårene kan renses ordentligt.
Hvorfor gnaver måren på kabler?
En anden vane hos stenmåren kan være direkte farlig for mennesker: den bider i kabler og tætningsgummi på køretøjer. Denne særlige uvane har skaffet dyret tilnavnet “bilmåren”. Det er faktisk ikke – som man længe troede – en forkærlighed for lugten eller smagen af gummi og plastik, der driver måren til dette. Heller ikke varmen under motorhjelmen tiltrækker den.
Nej, det handler om reviradfærd. Har en tidligere mår efterladt sin duftmærkning i bilens motorrum, forsøger det næste dyr at fjerne disse spor. Biddet og kradsen er altså en aggressiv reaktion på en rivals revirkrav. Bilens ejer betaler prisen. Beskadiges kølevands- eller bremseslanger under dette revirduel, kan det medføre alvorlige fejl på køretøjet og udgøre en betydelig sikkerhedsrisiko. Forsikringsstatistikker tæller 217.000 måreskader alene i 2020. Bemærk i øvrigt: Jo mere bilen bruges, desto større er risikoen for skade – fordi det er bilen, der bevæger sig mellem mårenes territorier, ikke omvendt.
Måren under taget
Et tredje problem med stenmåren er dens manglende skyhed. Stenmåren graver ikke sine egne huler, men indretter reden i forladte skjulesteder eller andre dyrs bygninger. Loftsrum, beklædninger, skure og terrasser er velkomne tilflugtsteder for disse hurtige dyr. Takket være den slanke krop og det lille hoved kan måren klemme sig igennem de mindste åbninger – en kattelem er en direkte invitation.
En mårerede afsløres typisk ved natlige lyde som skraben eller hoste samt afføring, som måren konsekvent efterlader samme sted. Under redebyggeriet roder dyrene rundt i isoleringsmateriale, bryder huller i beklædninger, afsætter urin og afføring og slæber ådsler og redemateriale ind, hvilket kan føre til materielle skader og kraftig lugtgener.
Sådan beskytter du dig mod måren
Udendørs gælder det om at sikre hegn, terrasser og redskabsskure med tætmasket kaninhegn, så de er måresikrerede. Særligt bunden skal forsegles, da dyrene er gode til at grave – men de kan også klatre og springe. Smådyrsindhegninger bør derfor altid lukkes fra oven, hvilket ikke blot holder måren ude, men også rovfugle, der angriber oppefra.
Til køretøjer findes der en række elektroniske afskrækkelsesmidler, der ved hjælp af lyde, vibrationer eller strøm skal holde måren væk. Hjemmemidler som hundehår eller klosterstene har ingen dokumenteret effekt. Er måren trængt ind i huset, er det bedste råd at lukke dyrenes adgangsveje. Professionelle skadedyrsbekæmpere kan hjælpe med at kortlægge ruter og indgange. At fange en mår levende er ikke nogen enkel opgave og er kun tilladt for autoriserede jægere. At slå en mår ihjel er ifølge dyreværnsloven forbudt – undtagelser gælder kun for jægere uden for fredningstiden.
