En afsked med tyngde, håb og kærlighed
Forestil dig en afskedskoncert, der rummer en dyb alvor, et glimt af håb og en overvældende mængde kærlighed. Det var præcis den stemning, der bredte sig på Jelling Musikfestivals mindste scene en søndag eftermiddag.
— Det var efter min opfattelse den vigtigste koncert, jeg nogensinde har spillet i mit liv.
Perry Stenbäck på Søpavillonens scene
Det var Perry Stenbäck og hans band, Dekadans, der stod på scenen. Under pavillonens hvide teltdug, på et midlertidigt trægulv omgivet af cafesæt, opstod der noget særligt — et unikt rum, skabt i samspillet mellem musikerne og publikum.
— Jeg tror, jeg kender halvtreds procent af dem, der mødte op, fortalte Perry om sit publikum.
Den svenskfødte Perry Stenbäck har til daglig adresse i Gadbjerg uden for Jelling. Det nære tilhørsforhold til egnen var sandsynligvis med til at samle det varme og familiære publikum.
Kort om Perry Stenbäck
- I 2025 modtog Perry Stenbäck og ægtefællen Christine Dueholm Den Danske Folkemusikpris 2025.
- Han har spillet sammen med navne som Sebastian, Allan Olsen og Erann DD.
- Han er uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium i København i 1999.
- Hans yndlingssang er ‘Du er ikke alene’ af Sebastian.
Uhelbredeligt syg
Søndagsprogrammet bød på wrestling på én scene og sangeren Rosa på en anden — men på festivalens mindste scene blev livets glæde blandet med dens endeligt.
Perry Stenbäck er syg med kræft. Han troede selv, at symptomerne skyldtes anden medicin og søgte derfor læge for sent.
— Jeg har uhelbredelig kræft i lever, lunger og metastaser i lymfesystemet, fortalte Perry Stenbäck efter koncerten.
En musikalsk perfektionist
— Det er noget helt andet end blot at hyre en dygtig musiker, sagde Perry om det at optræde i band med blandt andre sin søn.
Undervejs i koncerten måtte flere bandmedlemmer bruge pauserne mellem sangene til at tørre øjnene, inden hænderne atter fandt position klar til næste nummer.
— Jeg er meget bestemt i forhold til, hvordan jeg vil have det til at lyde. Men det er de med på, og de løser opgaven med et 13-tal med pil opad.
Et stærkt band i ryggen var uvurderligt for musikeren, der brugte næsten al søndagens energi på den halvanden time, koncerten varede.
— Jeg kunne mærke, at kræfterne ikke slog til at synge det hele igennem. Men ud fra de forudsætninger jeg havde, var det det bedste, jeg kunne præstere.
Smidt ud af skolen — reddet af musikken
Allerede som 11-årig stiftede Perry Stenbäck sit første band — et punkband ved navn Rå Pilsner.
— Jeg blev lidt irriteret på Tuborg, da de senere lancerede en øl med det samme navn, fortalte Perry med et smil.
Han har selv beskrevet musikken som det, der reddede ham. Han var blevet smidt ud af skolen, men da han vendte tilbage, mødte han en musiklærer, der tog ham alvorligt.
— Du har ikke tid til at lave ballade. Du skal øve dig, lød beskeden dengang. Og som 14-årig arbejdede Perry allerede professionelt med musik.
Den tankegang fulgte ham resten af livet — og den kom til udtryk i hans afsluttende ord efter koncerten:
— Jeg mener, at talent ikke eksisterer. Det er dem, der øver sig mest, der bliver bedst.








