Find den rette hækkeplante til din have
Ønsker du en billig og pladssparende afskærmning til haven, ender du förr eller siden ved den klippede hæk. Hækkeplanter er mere holdbare end træafskærmninger og langt billigere end mure. De eneste ulemper er, at du skal klippe planterne én til to gange om året og have tålmodighed til, at hækken vokser sig tæt nok til at skjule indblikket.
Hvilken hækkeplante passer til netop din have?
Inden du vælger planter, er der en række vigtige spørgsmål, du bør stille dig selv. Vil du have en hurtigtvoksende plante, der til gengæld kræver to årlige klipninger? Eller foretrækker du en noget dyrere hæk, der klarer sig fint med én klipning om året, men bruger lidt længere tid på at nå den ønskede højde?
Har du en besværlig jordbund, hvor kun nøjsomme buske trives? Og skal hækken være tæt og uigennemsigtig hele vinteren, eller er det i orden, at den mister bladene om efteråret? Svarene på disse spørgsmål er afgørende for dit valg.
For at gøre beslutningen lettere præsenterer vi her de tolv vigtigste hækkeplanter med alle deres fordele og ulemper.
De 12 bedste hækkeplanter til afskærmning
1. Taks (Taxus baccata)
Taksen hører til de mest langsomtvoksende og langsomtlivende hækkeplanter — ved god pleje kan den blive over 1.000 år gammel. Den egner sig til hækker i en højde på én til fire meter og vokser på alle ikke alt for tørre jorde. Dette hjemlige nåletræ er stedsegrønt, trives i sol og skygge og klarer sig endda på kraftigt gennemrodede jorde under større træer.
Taksen er ekstremt klippevenlig og skyder igen selv efter hårde tilbageskæringer til stammen. Fordi den vokser meget langsomt, behøver man kun klippe den én gang om året. Til gengæld tager det relativt lang tid, før hækken giver en ordentlig afskærmning. Alle plantedele inklusive frøkernen er meget giftige — dog ikke den røde frøkappe. På solrige pladser kan taksen lejlighedsvis få frostskader. Ud over vildtypen betragtes sorten ‘Hicksii’ (Taxus x media) som en af de bedste hækkevarianter.
2. Almindelig thuja / Vestamerikansk livstræ (Thuja occidentalis)
Vestamerikansk livstræ egner sig til hækker i to til fire meters højde på solrige voksesteder med humusrig, moderat fugtig jord. Det stedsegrønne træ er særdeles frosthardigt og vindstærkt og danner en meget tæt afskærmning. Det har dog et image som kirkegårdsplante, og bladskællene kan farves brungrønne ved frost.
Planterne er prisvenlige og vokser hurtigt, men de bør klippes to gange om året for at danne en ensartet, tæt væg. Plant livstræer kun på tilstrækkeligt fugtige og velventilerede jorde — ved tørke eller vandlogt jord kan enkeltplanter angribes af svampesygdomme og dø. Livstræer bliver ikke grønne igen efter hård tilbageskæring, så det er vigtigt at holde klipperytmen. En af de bedste hækkevarianter er den finbladede og relativt svagtvoksende ‘Smaragd’, der desuden bevarer sin grønne farve om vinteren.
3. Lawsons Cypres (Chamaecyparis lawsoniana)
Lawsons Cypres har en bladning, der ligner livstræets, men bladskællene er lidt mere filigrane, og grenene vokser mere opret. Den egner sig til hækker i to til fire meters højde og trives bedst på solrige til halvskygge voksesteder med moderat fugtig jord.
Der findes et bredt udvalg af sorter i gule, blå og grønne farvetoner. Lawsons Cypres tåler mere skygge end livstræet, men har i øvrigt lignende egenskaber. Den tåler ikke hård tilbageskæring og er mere vind- og frostfølsom end livstræet. Med de fleste sorter klarer man sig med én klipning om året. En af de bedste hækkevarianter er den blågrønne ‘Columnaris’.
4. Laurbærkirsebær (Prunus laurocerasus)
Laurbærkirsebær er en stedsegrøn busk fra samme botaniske slægt som kirsebær og blommer. Afhængigt af sort egner den sig til hækker i én til to meters højde i sol og skygge. Den stiller ingen særlige krav til jordbunden, tolererer tørke og vokser også i rodflettet jord under høje træer.
Med sine kraftige, blanke blade passer en laurbærkirsebærhæk perfekt til mediterrant inspirerede haver. Hækkerne bliver relativt brede og bør klippes mindst én gang om året — helst med en manuel hæksaks, da el-hæksaksens knivbom beskadiger bladene voldsomt. På meget solrige pladser kan der opstå frostskader i klare, kolde vintre, men de gror hurtigt ud igen. Til afskærmning er kun oprettvoksende sorter som ‘Herbergii’ eller — i milde klimaer — ‘Rotundifolia’ egnede.
5. Kristtorn (Ilex aquifolia)
Den stedsegrønne kristtorn er en hjemlig skovplante, der egner sig til hækker i én til to meters højde. Den trives bedst på halvskygge, lidt beskyttede voksesteder med løs, humusrig jord. Til meget kolde egne er den ikke ideel, da særligt de brogbladede sorter er frostfølsomme.
Fordi alle Ilex-sorter vokser langsomt, er de relativt dyre. Til gengæld klarer de sig med én klipning om året — ligesom laurbærkirsebær helst med manuel hæksaks. De kraftigt tornede sorter som ‘Alaska’ er dog ikke behagelige at klippe. Ud over det dekorative løv er de lysende røde eller gule bær på hunplanterne et flot syn. En ulempe er, at de fleste kristtornsorter ofte angribes af kristtornminérmøl. De bedste hækkevarianter er frosthårde selektioner som ‘Siberia’ eller ‘Heckenstar’ (Ilex x meserveae). Lettest at pleje er sorter med få bladtorne som f.eks. ‘J. C. van Tol’.
6. Liguster (Ligustrum vulgare)
Liguster kaldes i folkemunde også for “vejpil” — ligesom pilen er denne hjemlige busk yderst robust og fornyelsesdygtig. Den egner sig til hækker i én til tre meters højde og er meget tilpasningsdygtig over for voksested og jordtype.
Liguster vokser meget hurtigt og bør klippes to gange om året. Planterne er tilsvarende prisvenlige og lader sig let formere ved stiklinger. Forsømte hækker kan om nødvendigt bringes tilbage i form med en radikal tilbageskæring. Hækkerne er populære redepladser for fugle, og de sorte — giftige — bær udgør en vigtig fødekilde for dem. Ulemperne ved en ligusterhæk er tendensen til at sende udløbere og det tætte rodnet, der kan gøre livet svært for naboplanterne. I strenge vintre mister ligusteren sine blade og giver da ingen afskærmning. Sorten ‘Atrovirens’ og ovalbladsligusteren (Ligustrum ovalifolium) holder bladene lidt bedre om vinteren.
7. Buksbom (Buxus sempervirens)
Buksbom prydede allerede i middelalderen talrige slotshaver som hæk eller indfatning. Den egner sig primært til lave hækker op til én meters højde. Til en to meter høj afskærmning kræves adskillige års tålmodighed. Jordbunden bør være humus- og næringsrig, gennemtrængelig og ikke for tør. Den trives på solrige såvel som skyggefulde haveplaceringer.
Buksbom vokser langsomt og bliver med årene meget tæt. Den klarer sig typisk med én tilbageskæring om året og er lige så langsomtlivende som taksen — og ligeså klippetolerant. Den skyder igen selv fra armstykte grene. I de seneste ca. 20 år har buksbomskudsdød, forårsaget af svampen Cylindrocladium buxicola, voldt store problemer og har anrettet alvorlige skader i mange historiske parkanlæg. Også buksbomvikleren (Glyphodes perspectalis) er en frygtet skadegører. Til lave indfatninger egner sorterne ‘Suffruticosa’ og ‘Blauer Heinz’ sig godt, mens vildtypen Buxus sempervirens anbefales til højere hækker.
8. Rødeg / Bøg (Fagus sylvatica)
Rødegen og den rødbladede blodebøg (Fagus sylvatica var. purpurea) er meget langsomtlivende hækkeplanter til solrige såvel som skyggefulde haveplaceringer med næringsrig, ikke for tør jord. De egner sig til hækhøjder fra halvanden til fire meter og derover.
Bøge vokser med god fart og er meget skyggetålende — det giver mulighed for at forme relativt smalle, høje hækker. De bør bringes i form to gange om året og tåler om nødvendigt hårde tilbageskæringer helt til stammen. Bladene har en blank overflade og farves guldorange om efteråret. Da bladene hænger længe på grenene, giver de sommerglade bøge en acceptabel afskærmning selv om vinteren. Bøgerødder er meget følsomme: De tåler hverken jordfyld over rodhalsen eller vandlogning.
9. Avnbøg (Carpinus betulus)
Avnbøgen — også kaldet hvidebøg pga. sit lyse træ — er ikke en ægte bøg, men hører til birkefamilien. Den er langt mere robust og nøjsom end sin navnefælle og bruges til hækker i halvanden til fire meters højde. Den vokser i sol og skygge og tåler forbigående både tørke og vandlogning.
Ligesom bøgen bør den hurtigtvoksende avnbøg klippes to gange om året. Den er ekstremt klippefast, og dens sommerglade løv giver værdifuldt humus. Bladene farves blegt okkeragtige om efteråret og falder tidligere af end bøgens, så en avnbøgehæk kan blive ret gennemsigtig om vinteren. Avnbøge er relativt modtagelige over for ægte meldug og ikke så langsomtlivende som rødebøge. Der findes ingen særlige hækkevarianter.
10. Feldahorn (Acer campestre)
Feldahorn er en smuk hækkeplante til naturhaver. Dette hjemlige træ foretrækker solrige til let skyggefulde voksesteder og stiller ingen særlige krav til jordbunden — dog tåler det ikke meget våde eller sure jorde. Det kan bruges til hækker i to til fire meters højde.
Den prisvenlige feldahorn vokser meget hurtigt og bør klippes to gange om året. Den tåler også kraftige tilbageskæringer i det såkaldte gamle træ. Tørke og varme generer det robuste træ ligeså lidt som kraftige vinde. Om efteråret farves det sommerglade løv guldgult og falder snart efter, så feldahorn er ikke egnet som helårsafskærmning. En æstetisk ulempe er ægte meldug, som feldahorn er meget modtagelig over for. Pga. den spredte vækstform virker en feldahornshæk altid lidt vild og urøgt — men det er netop derfor, at fugle elsker den som redested.
11. Thunbergs berberis (Berberis thunbergii)
Thunbergs berberis er en sommergrøn berberisart, der hyppigt plantes som hæk. Den vokser relativt langsomt og egner sig til hækker i én til halvanden meters højde. Ideelt er et solrigt voksested med humusrig, ikke for tør jord.
Med sine lange, spidse torne er denne berberisart et førsteklasses valg, hvis man vil beskytte grunden mod ubudne gæster som naboernes hunde og katte. Som afskærmning er den dog kun delvist egnet pga. sin begrænsede højde. Selvom den ikke vokser særlig hurtigt, bør man klippe den to gange om året — ellers risikerer man, at den bliver for bred eller skaller af forneden. Da alle berberisarter er meget klippevenlige, kan man dog bringe den i form igen med en radikal foryngelsesklipning. Det skarlagenrøde efterårsløv er et pragtfuldt skue — det samme gælder de korallyrøde, spiselige frugter, der hænger på grenene langt ind i vinteren og udgør vigtig fuglefode. Ud over den grønbladede vildtype findes der varianter med røde blade som f.eks. sorten ‘Atropurpurea’.
12. Glansmispel (Photinia x fraseri)
Glansmispler er stedsegrønne hækkeplanter, der nyder stadig stigende popularitet. Særligt velegnede som hæk er den brogbladede sort ‘Pink Marble’ samt ‘Red Robin’ (Photinia x fraseri) med iøjnefaldende rødt løvspring om foråret.
De bredbuskede buske er stedsegrønne samt tørke- og varmetålende. De stiller kun få krav til jordbunden og egner sig f.eks. fremragende som afskærmning i mediterrane haver. Den største ulempe er, at glansmispler er noget frostfølsomme og derfor kun anbefales til vintermilde egne. De er desuden lidt dyrere end det visuelt lignende laurbærkirsebær og modtagelige for ildsot, en unheilbar, anmeldepligtig bakterieinfektion. Den årlige tilvækst ligger på 20-30 cm; pr. meter kræves to til tre planter (størrelse 60-80 cm), og den optimale hækhøjde er én til to meter.
Hvornår bør man plante en hæk?
Det bedste tidspunkt at plante hæk er i tidlig efterår. Hækkeplanter når da at rodfæste sig ved gunstigt vejr inden vinterens begyndelse og vokser hurtigere det efterfølgende år end hækker, der først plantes om foråret.
Stedsegrønne, lidt frostfølsomme buske som laurbærkirsebær, taks og glanzmispel bør dog ikke plantes for sent på året — de kan tage alvorlig skade om vinteren, hvis de endnu ikke er rodfæstede ordentligt. Her er forår det bedste plantetidspunkt. Hækkeplanter i potter og container kan du dog sagtens plante om sommeren, hvis du vander buskene godt i de efterfølgende tørre uger.
Video: Sådan anlægger du en blomstrende hæk korrekt
Finder du stedsegrønne hækker for kedelige? Så kan en blomstrende hæk være løsningen. En blomstrende hæk tiltrækker insekter, giver farve til haven og skaber på samme tid en naturlig og smuk afskærmning — det bedste fra to verdener.
