Find den rigtige hækplante til din have
Leder du efter en billig og pladssparende afskærmning til haven, ender du før eller siden ved den klippede hæk. Hækplanter holder langt længere end træafskærmninger og koster betydeligt mindre end mure. De eneste ulemper er, at du skal klippe planterne en til to gange om året, og at du afhængigt af plantestørrelsen skal have lidt tålmodighed, før afskærmningen er fuldstændig tæt.
Hvilken hækplante er den rigtige til min have?
Før du vælger hækplanter, er der nogle vigtige spørgsmål, du bør overveje. Ønsker du en hurtigtvoksende plante, der til gengæld skal klippes to gange om året? Eller foretrækker du en lidt dyrere hæk, der ser fin ud med kun én klipning årligt, men som tager længere tid om at nå den ønskede højde?
Du bør også tænke over, om du har en vanskelig jordbund, der kun egner sig til nøjsomme buske. Og skal hækken holde sig tæt og uigennemsigtig hele vinteren, eller må den gerne miste bladene om efteråret?
For at gøre dit valg lettere gennemgår vi herunder de tolv vigtigste hækplanter med alle deres fordele og ulemper.
De 12 bedste hækplanter til afskærmning
1. Taks (Taxus baccata)
Taksen hører til de mest langlivede hækplanter og kan ved god pleje nemt blive over 1.000 år gammel. Den egner sig til hækker i en til fire meters højde og trives på alle ikke-for-tørre jordbunde. Dette hjemlige nåletræ er stedsegrønt, trives i sol og skygge og klarer sig selv i stærkt rodfyldt jord under store træer.
Taksen er yderst beskæringsvenlig og skyder ud igen selv efter kraftige tilbageskæringer helt ned til stammen. Da den vokser meget langsomt, behøver den kun klippes én gang om året, men det tager tilsvarende lang tid, før den giver en effektiv afskærmning. Alle plantens dele inklusiv frøstenen er meget giftige — dog ikke den røde frøkappe. På solrige placeringer kan taksen lejlighedsvis lide frostskader. Ud over wildtypen regnes den friskegrønne, opret voksende krydsning ‘Hicksii’ (Taxus x media) som en af de bedste hækssorter.
2. Vestamerikansk thuja (Thuja occidentalis)
Den vestamerikanske thuja egner sig til hækker på to til fire meters højde på solrige voksesteder med humusrig, moderat fugtig jord. Det stedsegrønne træ er meget frostfast og vindstærkt og danner en meget tæt afskærmning.
Planterne er billige, vokser hurtigt og når øjenhøjde på få år. For at de kan forgrene sig godt og danne en ensartet, tæt væg, bør de klippes to gange om året. Plant livstræer kun i tilstrækkeligt fugtig, velventileret jord — ved tørke eller vandstagnation angribes enkelte planter let af svampeinfektioner og dør typisk helt. Efter kraftig tilbageskæring bliver livstræer ikke grønne igen, så det er vigtigt at holde klipperytmen. Sorten ‘Smaragd’ regnes som en af de bedste hæksorter — den har finbladet løv og vokser relativt langsomt, og den bevarer sin grønne farve om vinteren.
3. Lawsons cypres (Chamaecyparis lawsoniana)
Skincypressen har en lignende bladstruktur som livstræet, men dens bladskæl er lidt mere fint udformede, og grenene vokser mere opret. Den egner sig til hækker på to til fire meters højde og trives bedst på solrige til halvskygge voksesteder med moderat fugtig jord.
Der findes en stor sortsvarietet i gule, blå og grønne farvetoner. Skincypressen er lidt mere skyggetolerant end livstræet, men har ellers lignende egenskaber. Den tåler heller ikke kraftige tilbageskæringer og er mere vind- og frostfølsom end livstræet. De fleste sorter klarer sig med én klipning om året. En af de bedste hæksorter er den blågrønne ‘Columnaris’.
4. Laurbærkirsebær (Prunus laurocerasus)
Laurbærkirsebæret er en stedsegrøn busk, der tilhører samme botaniske slægt som kirsebær og blommer. Det egner sig afhængigt af sorten til hækker på en til to meters højde i sol og skygge. Det har ingen særlige jordkrav, tåler tørke og vokser også i rodnettet under større træer.
Med sine kraftige, blanke blade er en laurbærkirsebærhæk særdeles velegnet til mediterrant indrettede haver. Hækkerne bliver relativt brede og bør klippes mindst én gang om året med en håndhækkesaks, da en elektrisk hækkesaks beskadiger bladene kraftigt. Som afskærmning egner kun visse opret voksende sorter sig — f.eks. ‘Herbergii’ eller til milde klimaregioner ‘Rotundifolia’. Blandt ulemperne tæller, at planten er en neofyt og desuden ikke er så økologisk værdifuld som hjemlige planter.
5. Kristtorn (Ilex aquifolia)
Den stedsegrønne kristtorn er en hjemlig skovplante, der egner sig til hækker på en til to meters højde. Den trives bedst på halvskygge, lidt beskyttede steder med løs, humusrig jord. Til meget kolde egne er den ikke ideel, da navnlig de brogede sorter er frostfølsomme.
Da alle Ilex-sorter vokser langsomt, er de relativt dyre. Til gengæld klarer de sig med én klipning om året — ligesom laurbærkirsebæret helst med håndhækkesaks. De røde eller gule bær på hunplanterne er et smukt syn og en vigtig fødekilde for fugle. En ulempe er, at de fleste kristtornsorter ofte angribes af ilex-minérfluen. De bedste hæksorter er frostfaste selektioner som ‘Siberia’ eller ‘Heckenstar’ (Ilex x meserveae), og de mest behagelige at pleje er sorter med få bladtorne som f.eks. ‘J. C. van Tol’.
6. Liguster (Ligustrum vulgare)
Ligusten kaldes i folkemunde også for vejpil. Årsagen er, at denne hjemlige, sommer- til vintergønne busk ligesom pilen er særdeles robust og regenerationsduelig. Den egner sig til hækker på en til tre meters højde og tilpasser sig let til mange jordtyper og voksesteder.
Liguster vokser meget hurtigt og bør derfor klippes to gange om året. Planterne er tilsvarende billige og lader sig nemt formere ved stiklingsskæring. Forsømte hækker kan i nødstilfælde bringes i form igen med en radikal tilbageskæring. Ligusten er populær som redested hos fugle, og de sorte, giftige bær er en vigtig fødekilde for dem. Ulemperne ved en liguesthæk er tilbøjelighed til udløbersdannelse og et tæt rodnet, der kan gøre livet svært for naboplanter. Sorten ‘Atrovirens’ og den ovalbladsede liguster (Ligustrum ovalifolium) holder bedre på bladene om vinteren.
7. Buksbom (Buxus sempervirens)
Buksbommen fandtes allerede i middelalderen i talrige slotshaver som hæk eller indfatning. Den egner sig primært til lave hækker op til en meters højde — til en to meter høj afskærmning kræves til gengæld adskillige års tålmodighed. Jordbunden bør være humus- og næringsrig, gennemtrængelig og ikke for tør, og voksestedet kan være solrigt til skygget.
Buksbommen vokser langsomt og bliver med årene meget tæt. Den klarer sig normalt med én tilbageskæring om året og er ligesom taksen meget langlivet og beskæringsvenlig. I de seneste ca. 20 år har buksbomskimmel, forårsaget af svampen Cylindrocladium buxicola, skabt store problemer. Buksbomssommerfuglens larve (Glyphodes perspectalis) er ligeledes et frygtet skadedyr. Til lave indfatninger egner sorterne ‘Suffruticosa’ og ‘Blauer Heinz’ sig godt, mens man til højere hækker bedst planter wildtypen Buxus sempervirens.
8. Rød bøg (Fagus sylvatica)
Den røde bøg og den rødbladsede blodebøg (Fagus sylvatica var. purpurea) er meget langlivede hækplanter til solrige til skyggede havepartier og næringsrige, ikke-for-tørre jordbunde. De egner sig til hækhøjder fra halvanden til fire meter og derover.
Bøge vokser hurtigt og er meget skyggetolerante, hvilket gør det muligt at forme dem til relativt smalle, høje hækker. De bør klippes to gange om året og tåler ved behov også kraftige tilbageskæringer helt ned til stammen. Bladene har en blank overflade og antager en guloran farve om efteråret. Da bladene hænger længe på grenene, giver de sommergønne bøge en acceptabel afskærmning selv om vinteren. Bøgerødderne er meget følsomme og tåler hverken påfyldning af jord eller vandstagnation.
9. Avnbøg (Carpinus betulus)
Avnbøgen kaldes også hvidebøg på grund af sit lyse træ. Den er ingen ægte bøg men tilhører birketræsfamilien. Den er langt mere robust og nøjsom end sin navnefælle og bruges til hækker på halvanden til fire meters højde. Den vokser i sol og skygge og tåler midlertidigt selv tørke og vandstagnation.
Ligesom bøgen bør den hurtigtvoksende avnbøg bringes i form to gange om året. Den er yderst beskæringsfast, og dens sommergønne løv giver værdifuldt humus. Løvet antager en bleg okkerfarve om efteråret og falder tidligere af end bøgens, hvorfor en avnbøgehæk kan blive ret gennemsigtig om vinteren. Avnbøger er relativt modtagelige for meldug og er ikke så langlivede som røde bøge. Der findes ikke specielle hæksorter.
10. Navretræ / Markløn (Acer campestre)
Markløn er en smuk hækplante til naturprægede haver. Det hjemlige træ foretrækker solrige til let skyggede voksesteder og har ingen særlige jordkrav — meget fugtig og sur jord tåler det dog ikke. Det kan bruges til hækker på to til fire meters højde.
Den billige markløn vokser meget hurtigt og bør klippes to gange om året. Den tåler også kraftige tilbageskæringer ind i det såkaldte gamle træ. Tørke og varme kan den robuste plante tåle ligeså godt som stærk vind. Om efteråret farves det sommergønne løv guldgult og falder snart efter af, hvorfor marklønnen ikke egner sig som helårlig afskærmning. Ægte meldug er en pilzkrankheit, som marklønnen er meget modtagelig for. Fugle bruger den meget gerne som redested netop på grund af dens spredte vækstform.
11. Thunbergs berberis (Berberis thunbergii)
Thunbergs berberis er en sommergøn berberisart, der ofte plantes som hæk. Den vokser relativt langsomt og egner sig til hækker på en til halvanden meters højde. Ideel er et solrigt voksested med humusrig, ikke-for-tør jord.
Med sine lange, spidse torne er denne berberisart det oplagte valg, hvis man vil beskytte sin grund mod ubudne gæster som f.eks. hunde og katte fra nabolaget. Som afskærmning egner den sig dog kun i begrænset omfang på grund af sin lave højde. Selv om den ikke vokser særlig hurtigt, bør berberissen klippes to gange om året — ellers risikerer man, at den bliver for bred eller stæmmer ud forneden. Det skarlagenrøde efterårsløv er et pragtfuldt syn. Det samme gælder de koralrøde, spiselige frugter, der hænger på grenene langt ind i vinteren. Ud over den grønbladede wildtype findes også varianter med røde blade som f.eks. sorten ‘Atropurpurea’.
12. Glansmispel (Photinia x fraseri)
Glansmispler er stedsegrønne hækplanter, der er stigende populære. Velegnede som hækker er den brogede sort ‘Pink Marble’ samt ‘Red Robin’ (Photinia x fraseri) med iøjefaldende rødt løvspring om foråret.
De buskagtige, bredt voksende buske er stedsegrønne samt tørke- og varmetolerante. De stiller kun beskedne krav til jordbunden og egner sig f.eks. særdeles godt som afskærmning i mediterrane haver. Den største ulempe er, at glansmispelsorterne er lidt frostfølsomme og derfor kun anbefales til vintermilde egne. De er desuden lidt dyrere end det udseendemæssigt ret lignende laurbærkirsebær og er modtagelige for ildsot — en uhelbredelig, anmeldepligtig bakterieinfektion. Den årlige tilvækst er 20 til 30 centimeter, og der kræves to til tre planter pr. meter (størrelse 60 til 80 cm). Den optimale hækhøjde er en til to meter.
Hvornår bør man plante en hæk?
Vil du plante en hæk, bør du helst gøre det i den tidlige efterår. Hækplanterne slår da rod under gunstige vejrforhold inden vinterens begyndelse og vokser hurtigere det næste år end en hæk, der først sættes om foråret.
Stedsegrønne, lidt frostfølsomme buske som laurbærkirsebær, taks og glanzmispel bør du dog ikke plante for sent på året — de kan lide stor skade om vinteren, hvis de ikke er slået ordentligt rod endnu. Her er forår det bedste plantetidspunkt. Hækplanter med potteklump kan du dog også sætte om sommeren, hvis du vander buskene godt i de efterfølgende uger ved tørke.
Vil du have en blomstrende hæk?
Finder du stedsegrønne hækker for kedelige? Så kan en blomsterhæk være løsningen. En blomsterhæk giver haven langt mere liv, farve og variation gennem sæsonen — og den er desuden langt mere værdifuld for insekter og fugle end mange af de klassiske hækplanter.
En blomsterhæk kræver lidt mere omtanke ved anlæggelsen, men belønner dig med et spektakulært skue fra forår til efterår. Vælg planter med forskellig blomstringstid for at sikre en længere sammenhængende blomsterperiode i din have.
